Apple TV+ har en række originale serier, som ingen anden streamingtjeneste kan matche. Det handler ikke om, at platformens produktioner er større eller mere populære end andres - få vil kunne konkurrere med Netflix' Stranger Things eller Prime Videos The Lord of the Rings: The Rings of Power - men om, at de som regel er langt mere gennemførte og konsekvent højere kvalitet. Serier, man går fra både imponeret og underholdt. Ud af en hel armada, der tæller Severance, Ted Lasso, Slow Horses, Silo, The Morning Show og utallige andre, er kronjuvelen i Apples samling uden tvivl den overdådige, komplekse, generationsoverskridende sci-fi-serie Foundation.
For dem, der ikke kender Foundation, så er det oprindeligt en massiv række romaner af forfatteren Isaac Asimov - en samling historier, der måske kun for alvor udfordres af Dune. Serien skildrer menneskehedens kamp for at sameksistere og overleve i en galakse fuld af trusler og skiftende dynamikker - en enormt kompleks tidslinje, som en matematiker formåede at forudsige. Hari Seldon var denne mand - et geni, der fastslog, at menneskeheden for at opnå varig fred måtte kæmpe sig igennem en række afgørende begivenheder, som ligger flere hundrede år fra hinanden. Dette fører til en generationskrig mellem Seldons kætterske frelsere, kaldet Foundation, og det tyranniske Empire, som i øjeblikket har kontrol over galaksen.
Med et så bredt og vidtrækkende koncept kunne man frygte, at Foundation ganske enkelt ikke kan bære sin egen vægt - og det føles da også sådan til tider. Når man fortæller en historie, der strækker sig over århundreder (og i sidste ende årtusinder), kan det være en udfordring at opretholde en balanceret karakterudvikling. Serien forsøger at komme udenom dette ved nærmest at nulstille rollebesætningen mellem sæsonerne. Jo, der er enkelte gengangere, hvis tilbagevenden forklares meningsfuldt, men hver gang en ny sæson lander, skal man give slip på det tidligere hold og lære en ny gruppe at kende. Det betyder, at karakterudviklingen i praksis starter forfra hver gang. Det er vigtigt at nævne, fordi Foundation har et politisk drama-niveau på højde med Game of Thrones og et netværk af indbyrdes forbundne historier, der kan være vanskelige at holde styr på selv i de bedste stunder - og endnu mere, når der tilføjes en bunke nye karakterer hver tiende episode. Pointen er altså, at selvom Foundation fungerer godt som enkeltstående sæsoner, bliver forbindelserne mellem de forskellige nøgleperioder mindre og mindre effektfulde og relevante, hvilket i sidste ende betyder, at selve kernen i serien - kampen mod total ødelæggelse - drukner i smålig rivalisering og spydige kommentarer i paladsets korridorer.
Så ja, både narrativ og dialogstruktur i Foundation kan være lidt svingende, men skaberne Josh Friedman og David S. Goyer gør et fremragende stykke arbejde med at skabe fængende og underholdende karakterer i hver sæson. Det er særligt imponerende, fordi der i virkeligheden kun er to karakterer, som er de samme i sæson 3 som i sæson 1 - alle andre er forandrede på den ene eller anden måde, enten som kloner eller digitaliserede hologrammer. Så selvom vi efterhånden ved, hvad vi kan forvente af Lou Llobells Gaal Dornick og Laura Birns stadigt mere komplekse og scenestjælende Demerzel, må resten af castet skifte kurs og udtryk hver 10. episode. Et godt eksempel på dette i sæson 3 er Lee Pace, der gik fra at være tyranernes tyran som Brother Day i sæson 2, til en mere The Dude-agtig udgave af Day i denne sæson - et frisk pust, der viser, at selv seriens mest centrale karakterer kan overraske.
Uanset hvem man ser på i rollelisten - om det er andre tilbagevendende stjerner som Jared Harris som Seldon, Cassian Bilton som Brother Dawn eller Terrence Mann som Brother Dusk, eller nye tilføjelser som Pilou Asbæks øjeblikkeligt skræmmende og mindeværdige skurk The Mule - så er præstationerne helt i top og værd at fremhæve.
Kombinerer man dette med førsteklasses scenografi og kostumedesign, kamerateknikker og brug af lys, samt episke special- og praktiske effekter, der får de fleste andre produktioner til at blegne (det er trods alt en af de dyreste tv-serier lige nu), så er Foundation indbegrebet af sci-fi - et sandt vidunder, man ikke kan tage øjnene fra, selv når der er sprækker i rustningen.
Og det er netop der, jeg stadig står med Foundation. På den ene side er der få serier, der kan matche den produktionskvalitet og det ambitionsniveau, som denne serie sigter efter - og i høj grad opnår. Men på den anden side kan jeg ikke lade være med at føle, at seriens grundlæggende idé langsomt fortoner sig. Hver sæson virker til at glemme sit centrale formål: at løse disse få, men afgørende kriser - og i stedet kaster den sig over mindre vigtige konflikter i det store billede. Det er stadig fremragende tv, uden tvivl, og noget af det bedste sci-fi, man kan finde i dag, særligt når man ser på, hvor ujævne universer som Star Wars og Star Trek kan være. Men ligesom det var tilfældet med Game of Thrones, hvor det til tider føltes som om White Walkers og Great Winter blot var en eftertanke, så står Foundation nu over for en lignende udfordring, nu hvor tredje sæson er i hus.
