Skip to main content
Gamereactor Hardware Segway Navimow X390
Hardware

Segway Navimow X390

Segway har med deres Navimow 3-serie sat sig for at gøre robotplæneklippere både smartere og mere brugervenlige. Serien består af fire modeller, der dækker alt fra mindre villahaver til enorme græsarealer på op til…
Magnus Groth-Andersen Opdateret 4 august 2025

Segway har med deres Navimow 3-serie sat sig for at gøre robotplæneklippere både smartere og mere brugervenlige. Serien består af fire modeller, der dækker alt fra mindre villahaver til enorme græsarealer på op til 10.000 m². Vi har haft fingrene i topmodellen, X390, for at se, om den lever op til de høje ambitioner. Vi vil bare gerne lige så fast her helt fra start af, at du naturligvis ikke skal købe en robotplæneklipper der er designet til så store arealer, men mange af de features vi har pillet ved her er også en integreret del af de mindre modeller i samme serie.

Vi ved at der ligger mange på sinde, så vi starter lige med at slå fast, at det her er en af de mere luksuriøse modeller, og det betyder ingen kanttråd, ingen kompliceret installation - du skal blot samle den, downloade appen, koble den på dit Wi-Fi og styre den første kortlægning via mobilen. Processen tager et kvarters tid, og kan sagtens matche den der tilbydes af lignende konkurrenter, såsom Dreame. Faktisk er det ret tydeligt at mærke at Segway har kastet masser af ressourcer efter netop intuitiv app-udvikling og layout.

App-styringen føles glimrende, og lidt som at styre et spil. Du tegner simpelthen din haves grænser ved at køre plæneklipperen langs kanten, og hvis der er områder, der skal undgås, kan de hurtigt markeres og gemmes. På papiret er det super nemt - og i praksis fungerede det også forbløffende godt. Det er ikke unikt for Segway, det er klart, men det er igen slående hvor meget lettere der er blevet på meget få år at opsætte og bruge en robotplæneklipper.

Som sagt er X390 er bygget til de store haver, men dens præcision er værd at fremhæve, alligevel. Den benytter Segways EFLS 3.0-positioneringsteknologi og en kombination af kameraer og sensorer, der giver præcis navigation. Igen, intet af det her er synderligt unikt, men resultatet er flotte, skarpe kanter uden behov for manuel efterklipning. Dog skal det nævnes, at hvis den kører dagligt på stejle skråninger, kan græsset blive lidt trevlet i kanten, men det er virkelig en lille anke i det store billlede.

Der er seks roterende klinger og en klippebredde på næsten 24 cm, og derfor kan X390 klare store arealer hurtigt og effektivt. Batteriet holder op til 200 minutter, og når det løber lavt, finder den selv tilbage til basen, oplader i cirka en time og fortsætter arbejdet. Til sammenligning leverer mange konkurrenter både kortere driftstid og langsommere opladning, og den slår i særdeleshed Dreames A2 netop her, som er i nogenlunde samme prisleje.

Støjniveauet er på kun 60 decibel, så den kan arbejde tidligt eller sent uden at genere naboerne. Tilmed er der forlygter til natlig klipning - en sjov, men faktisk brugbar detalje. Og med understøttelse af både Alexa og Google Assistant samt GPS-tyverisikring er der ikke meget at sætte en finger på, når det kommer til smarte funktioner.

Vi skal dog, desværre, tilbage de stejle skråninger, som synes at være der hvor Segway primært kæmper lidt. Teknologien imponerer, og kamera- og sensorstyringen er generelt pålidelig, men under meget fugtige forhold oplevede vi, at maskinen kæmpede mere med stejle skråninger end lovet. Og selvom opsætningen er hurtig, kræver det stadig, at man lige bruger tid på at forstå appens mange muligheder, før det hele kører gnidningsfrit.

Men at det er lidt mere involveret end som så kommer ikke som nogen overraskelse, og det samme kan i grunden siges om den gængse robotstøvsuger, der efterhånden også byder på en masse muligheder som den almindelige forbruger ikke kan greje. Det er dermed, også, en relativt lille anke af det vil tage tid at forstå din X390, eftersom du kan regne med resultaterne lige meget hvad.

Alt i alt er Segway Navimow X390 en af de mest avancerede robotplæneklippere, vi har testet. Den kombinerer brugervenlighed med seriøs kraft og præcision, og for ejere af store græsplæner kan den være et sandt vidundermiddel. Men prisen og det faktum, at du får mest ud af den i større haver, gør den næppe til et oplagt valg for alle.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.