Skip to main content
Serie

Vi anmelder de første par afsnit af Gen V: Sæson 2

Denne opfølgende sæson af The Boys spin-off serien starter med et brag.
Ben Lyons Senior Editor 19 september 2025

Universet omkring The Boys, som Prime Video har udbygget de seneste år, balancerer efterhånden farligt tæt på at ligne de samme superhelteuniverser, som serien i sin tid gjorde grin med. Da den oprindeligt dukkede op, var Hollywood fuldstændig domineret af superheltefilm, og serien leverede et forfriskende bud på genren ved at vise en verden, hvor de næsten mytiske helte langt fra var de rene og uselviske forbilleder, vi normalt forbinder med dem. Vi fik i stedet en barsk, grovkornet og satirisk fortælling, spækket med konspirationer og politiske stikpiller - og selvom det bestemt ikke var for alle, forelskede mange seere sig hurtigt i konceptet.

Nu, efter fire sæsoner af The Boys samt flere spinoffs, kan universet dog til tider føles så stort, at det risikerer at miste den oprindelige skarpe satire - selvom kvaliteten i de enkelte projekter egentlig aldrig er faldet.

Alligevel har The Boys udviklet sig fra sin mere beskedne start til et ambitiøst parodiprojekt, der spejler alt det, der er galt med det moderne USA. Og nogle gange fungerer den enorme skala ikke helt til seriens fordel, fordi det fjerner fokus fra den bidende pointe, der i sin tid gjorde serien unik. Her skiller spinoff-serien Gen V sig positivt ud, netop fordi dens rammer er langt mindre - og det er faktisk en styrke.

Selv om Gen V og den nye sæson stadig foregår i The Boys-universet og trækker tråde til begivenhederne i hovedserien, er disse forbindelser mest af alt tematiske. I stedet er fokus på de centrale figurer og deres kamp for at afsløre de mørke hemmeligheder bag Vought-koncernen - en kamp, der sætter dem i alvorlig fare. Serien handler om at samle brikkerne i puslespillet omkring Vought og deres skabelse af superhelte, men den er først og fremmest en historie om personlige kampe og skjulte sandheder, snarere end et billede af den større geopolitiske scene.

Det er netop dette, der gør Gen V spændende. Man går ikke ind til en ny sæson med forventning om groteske scener med Homelander i centrum eller Billy Butcher, der begår det ene halvt terrorlignende angreb efter det andet. I stedet får vi en amerikansk college-drama med spændings- og gyserelementer, hvor de unge hovedpersoner forsøger at holde sig ude af rampelyset, mens de bevæger sig dybere ind i et territorium, de egentlig ikke burde røre ved. Er der stadig chokmomenter, der får én til at gyse? Selvfølgelig - det er trods alt The Boys-universet - men det er ikke her, fokus ligger, og det klæder serien.

Åbningsafsnittene i sæson 2 imponerer især ved at finde den rette balance: De afslører netop nok til at fastholde interessen og lade plottet udvikle sig i et tempo, der hverken føles for overvældende eller spildt. Det er en stærk start.

Samtidig stod holdet bag sæson 2 over for den svære opgave at håndtere den tragiske død af skuespilleren Chance Perdomo, der spillede Andre i serien. Det er gjort med en klasse og værdighed, som mange kunne lære af: Karakterens forsvinden bliver hurtigt forklaret, og manuskriptet bruger derefter situationen som en naturlig mulighed for, at både karakterer og skuespillere kan udtrykke deres sorg. Man mærker tydeligt det tomrum, Perdomos bortgang har efterladt, men det bliver fyldt ud på en respektfuld og meningsfuld måde.

Resten af rollelisten får i øvrigt masser af plads. Hvor The Boys efterhånden kan føles som et massivt ensemble, holder Gen V fast i en mindre kernegruppe, der får rig mulighed for at udfolde sig. Jaz Sinclairs Marie er seriens klare midtpunkt, men Lizzie Broadways Emma, Maddie Phillips' Cate, Derek Luh og London Thors Jordan samt Asa Germanns Sam får alle lov til at skinne. Og så er der den nye skurkerolle, Hamish Linklaters Dean Cipher, der fremstår som en kompleks og foruroligende figur, hvis sande natur serien formår at holde skjult uden at det føles som en billig cliffhanger.

Alt i alt vender Gen V tilbage med en særdeles stærk begyndelse på sæson 2. De første afsnit leverer kvalitetstv, der uden tvivl vil begejstre fans af The Boys - ikke mindst på grund af de små cameos og nik til hovedserien - men som også vil fange nye seere med sin skarpe dialog, sit solide plot, stærke skuespil og heftige action. Spørgsmålet er blot, om serien kan holde kadencen hele sæsonen igennem...

Senior Editor Ben was a Senior Editor at Gamereactor UK. When he wasn’t writing, editing or filming for Gamereactor, he could usually be found playing an FPS or getting lost in a sprawling RPG.
Fuld profil Gamereactor-skribent siden October 2020 · 7.401 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.