På idéstadiet kan man nok ikke beskylde den canadiske komiker Mae Martin for ikke at have valgt finurligt effektive inspirationskilder til sin nye, Netflix-finansierede thrillerserie. Tanken ser ud til at have været at blande 78% Twin Peaks med 22% Stranger Things, smide det hele i en blender og trykke på Smoothie-knappen, indtil resultatet er tilpas lindt og dufter af TV-succes. Wayward er dog hverken særlig god eller noget, jeg tror vil slå seerrekorder, på trods af snedig markedsføring og manipulerende brug af forsider i Netflix' velorganiserede app. Problemet er ganske enkelt, at serien ikke holder. Manuskriptet er svagt, og instruktionen mangler kant, nerve og bid, hvilket gør dette til en opvisning i uudnyttet potentiale.
Historien er relativt enkel og ligetil. En sektlederkvinde med enorme mediebriller, spillet af den (som altid) seværdige Toni Collette, låser problemtyngede unge inde i udkanten af småbyen Tall Pines og hjernevasker dem. Først når en nytilflyttet politiaspirant, som netop har gennemgået en kønsskifteoperation, flytter ind og begynder at undersøge de mærkelige hændelser i området, bliver sektens hemmeligheder afsløret.
Præmissen med kulter og karismatiske sektledere, som hypnotiserer andre, mens modstanderne i samme univers kæmper mod kronisk modvind som "de eneste", der ser sandheden, er selvfølgelig ikke nyt. Faktisk har vi set den slags historie cirka 12.000 gange før, og desværre gør Wayward intet unikt eller friskt, som retfærdiggør at bruge otte timer på Collettes maniske sektlederrolle.
På papiret er der visse kvaliteter, men de kommer desværre ikke til udtryk på skærmen. Serien forsøger at sige noget om kollektivisme versus individualisme, og Mae Martin forsøger at udfordre kernefamilien og dens grundværdier, men kradser kun i overfladen og siger intet substantielt.
Spændingsmomenterne er aldrig særligt spændende, og hovedrolleindehaveren og manuskriptforfatteren/showrunneren Mae Martin virker helt forkert som Alex - den relativt nye skuespillers udtryksløse ansigt formidler ingenting, og skuespillet føles hverken effektivt eller passende til thrillerformatet. Martin mangler intensitet, nærvær, naturlig repliklevering og karisma. Selvom Toni Collette gør sit bedste for at opveje dette, rækker det aldrig.
Wayward er bleg, kedelig, forudsigelig og udkantet. Fotograferingen er dog flot, og Toni Collette er altid seværdig, men det rækker ikke til, at serien kan nå op på et acceptabelt niveau. Slet ikke.