Sæson 4 af The Witcher er nu landet på Netflix, og du kan allerede streame alle otte afsnit. Vi arbejder på en fuld anmeldelse, men i mellemtiden har jeg fået lov til at se de to første episoder - nok til at få en fornemmelse af, hvad denne sæson forsøger at være, og om den faktisk prøver at rette op på de mange problemer fra tidligere.
Der er noget ved denne serie, som får mig til at blive hængende - selv efter den utrolige nedgang i kvalitet for hver ny sæson. Det handler ikke længere om "potentialet", for det stadie er vi langt forbi. Og det handler heller ikke længere om Henry Cavill, selvom vi både kender og elsker ham (i øvrigt var Gamereactor et af de første medier, hvor han udtrykte ønsket om at følge bøgernes tone og fortælling). Efter en solid, men unødigt rodet første sæson, en udvandet anden og en skuffende tredje sæson, står vi her igen - med et lille håb om forbedringer.
Men det finder man ikke meget af i de to første afsnit. Episode 1 fortsætter i samme rodet tempo som før: for mange karakterer med for lidt baggrund, et par tåbelige øjeblikke, overraskende afdæmpet visuelt udtryk og nul politisk karisma. Du kan måske vagt huske, hvordan sæson 3 sluttede med Geralt, Ciri og Yennefer - og hvorfor de (igen) må begive sig ud på en rejse for at blive genforenet; denne gang med fokus på troldmanden Vilgefortz of Roggeveen og kong Emhyr var Emreis.
For at introducere Liam Hemsworth som den nye White Wolf tager første afsnit en klassisk genstartsmanøvre: "her er en fortæller, der genfortæller historien en smule anderledes". Det ser en smule akavet ud, men overraskende nok fungerer Hemsworth faktisk fint i rollen. Der er ikke meget følelsesmæssig dybde i hans ageren i første afsnit, lidt mere i det andet, men hvis du allerede ser The Witcher som let underholdning, burde du ikke have noget problem med ham. Faktisk kan han bringe noget nyt til rollen - og det kunne blive en af denne sæsons få styrker, hvis det bliver udnyttet ordentligt. Hans stemme ligger desuden skræmmende tæt på Cavills, hvilket - bevidst eller ej - faktisk hjælper.
Han klarer sig også hæderligt i kampene, både mod mennesker og monstre. Men serien forsøger alt for hårdt at vise, at Geralt er vred og såret, ved at skrue volden op til det absurde. Jeg har intet imod splatter, når det giver mening, men her føles det mere som et barnligt forsøg på at virke mørkere og mere "voksent". Det ender mest af alt med at være fjollet - især når der ikke er nogen dramatisk opbygning til de blodige scener. Kort sagt: god koreografi til tider, men nogen burde fortælle showrunnerne, at mere blod ikke er lig med bedre action.
Altså udover Morpheus på hesteryg...
Episode 2 finder en mere klassisk rytme og fungerer derfor bedre som underholdning, men jeg blev aldrig investeret i den såkaldte "Thieves"-historie, hvor Ciri slutter sig til gruppen af "Rats" for at overleve. Ingen af karaktererne fangede mig, og deres klichéfyldte baggrundshistorier (inklusive en obligatorisk fisstech-junkie) hjalp ikke. Freya Allan har båret serien siden sæson 2, men hendes rolle føles nu som et faldende kurvepunkt efter den langtrukne ørkenhistorie.
Samtidig forsøger en svækket Yennefer (Anya Chalotra) at samle gamle troldmandskolleger til sin nye sag i nogle alt for flade sekvenser - blandt andet en skovscene, der mest af alt ligner en cutscene fra et japansk rollespil. Cahir dukker fortsat sporadisk op, og det er ærgerligt, for han er en karakter med langt større potentiale. Til gengæld kan Milva måske få sine øjeblikke, Jaskier virker som om han er på vej tilbage i form, og Laurence Fishburnes Emiel Regis bringer en tiltrængt ro til al denne kaos - for lidt Morpheus-charme skader bestemt ikke.
The Witcher bliver aldrig en af de helt store fantasyserier - det har vi nok alle efterhånden indset. Spørgsmålet er snarere, om denne sæson kan undgå de tåbelige tidsspring, skabe egentlig karakterudvikling, lukke nogle af hullerne og bruge sin magiske mytologi ordentligt. Det ved jeg ikke endnu. Men hvis du, ligesom mig, stadig er svag for universet og ser videre bare for at finde ud af, hvor langt det kan falde - så fortsæt endelig. For selv hvis der kun er små glimt af glæde tilbage, og Hemsworth i starten føles som en "falsk" White Wolf, så lad os se, hvor det ender, og om det på nogen måde kan give mening at forny serien endnu en gang.
