3000 kroner er så absolut en absurd pris for et tastatur. Det kan vi let blive enige om, og det kommer til at figurere som et ret fast, gennemgående kritikpunkt gennem den her anmeldelse. Men samtidig lever vi i en virkelighed hvor disse findes uomtvisteligt. Det samme gør headsets til 5000 kroner, eller sågar gaming-mus til næsten samme pris som det tastatur vi kigger på i dag. Så selvom det vil påvirke dommen, så finder jeg det langt mere interessant at finde ud af hvad man egentlig får fra Asus, når man punger ud til den helt store guldmedalje, og tænder sit helt nye ROG Azoth 96 HE.
Det her 96% layout tastatur (som betyder du får full-size men i så kompakt en form som det er muligt) føles som om det er produceret i massivt metal - og det er det til dels også. Under de PBT-støbte caps finder vi Asus' egne ROG HFX V2 magnetiske switches, der kan tilpasses fra 0.1-3.5 millimeter, og som aktiverer deres egen ROG Hall-sensor. Der er både Bluetooth, kablet og 8K polling-rate trådløs "SpeedNova"-forbindelse, også, og fire separate såkaldt "PORON"-lag sikrer en støddæmpning der reducerer modstand og støj fra tasterne.

Det lyder som en pressemeddelelse, og det er det på sin vis også. Det er de punkter Asus selv fremfører, som skal bevise at tastaturet er pengene værd. Men er det også det? Først og fremmest kan jeg, heldigvis, skrive under på byggekvaliteten. Alt fra tasternes individuelle "feeling" til støjniveau, responsivitet og hele tasturets "fit and finish" er direkte sublimt. Selvom jeg altid føler at man ovre hos Keychron får langt mere funktionalitet og stil end man betaler for, så er der altså et spring derfra og hertil, og heldigvis også for Asus, der i brede træk afkræver det dobbelte (mindst) i forhold til hvad Keychron forlanger. Den tilhørende håndledsstøtte er magnetisk og blød, RGB-effekterne er per-key og relativt subtile, og batteriet bør holde 120-150 timer med sparsom brug af førnævnte RGB-effekter.
I reel daglig brug, om det er at kaste mig frådende over Anno Pax Romana, eller at tilbringe hele dagen med skriblerier på Gamereactor, så er Asus' ROG Azoth 96 HE et af de mest behagelige, responsive og velkonstruerede tastaturer jeg har brugt i lang tid. Om hvorvidt det er uendeligt meget bedre end de gaming-tastaturer du finder til halvdelen af prisen er enormt svært at vurdere, men bedre? Ja, det er det altså.
Jeg blev desuden ret positivt overrasket over det lille 1.47" OLED display i øvre højre hjørne, og den dertilhørende lille switcher, der fungerer som en stand-in for et volumenhjul. Jeg havde stadig foretrukket sidstnævnte, det er klart, og det står tilbage som et af tastaturets eneste reelle kompromisser, men at skifte tasterne aktiveringspunkt elektronisk, eller scrolle RGB-effekter - eller sågar styre computeren derigennem, det er altså ret sejt, og funktionelt også.
Desuden fortsætter Azoth-serien med at læne sig ind i entusiastsegmentet, og være ret let at hot-swappe med, altså uden at skulle lodde. Det er et smart, brugervenligt præg at tilbyde dem der ønsker det muligheden for at tilpasse tastaturet selv, og det kan jeg kun bifalde, også selvom det ikke lige umiddelbart er mig.

Den eneste specifikke anke, udover manglen på et godt volumenhjul, er at Asus, ligesom så mange andre gaming-producenter, bør gentænke deres fysiske designprofil, og begynde at skabe produkter der henvender sig til voksne mennesker, der ikke nødvendigvis ønsker sig hardware der skriger "JEG ELSKER GAMING". Jeg siger ikke at vi skal skjule vores hobby - jeg siger dog at dem der har råd til at bruge 3000 kroner på et tastatur, og sætter pris på at kunne hot-swappe, nok ikke er 13 år, og derfor kunne den her matsorte profil let udskiftes med noget mere anonymt, industrielt eller sågar mere Apple-esque uden at kritisk funktionalitet eller identitet gik tabt. Men den kritik er jeg måske ene om.
Lige meget hvad får du her et fabelagtigt tastatur, der kan det hele, og mere til. Det er alt for dyrt, det synes jeg stadig. Men jeg kan sagtens se hvorfor Asus ønsker et dedikeret sted hvor de skubber lidt til grænserne, og 96 HE er den mest tilfredsstillende tastaturoplevelse jeg har haft i år.