Skip to main content
Serie

Last Samurai Standing (Netflix)

Hvis du er fan af solidt koreograferet sværdkamp, så er den her nyt Netflix-serie svær(d) at slå.
Magnus Groth-Andersen Opdateret 27 november 2025

Battle Royale-konceptet er efterhånden ret godt efterprøvet på tværs af forskellige medielandskaber, til det punkt hvor den meget specifikke struktur hverken overrasker eller chokerer. Om det er Hunger Games, Squid Game, eller Ready or Not, så ved vi allesammen godt hvordan den ret der serveres gang på gang smager, men det betyder samtidig ikke, at den ikke smager godt.

Tag Last Samurai Standing som eksempel. Konceptet er velkendt; næsten 300 tidligere samuraier lokkes til at mødes med en mystisk arrangør under Japans "Meiji"-æra, altså sent i 1800-tallet. Arrangøren sætter gang i en drabelig leg ved navn Kodoku, hvor man skal slå andre deltagere ihjel, indsamle små mærker, præsenterer dem ved forskellige checkpoints der er placeret langs en rute fra Kyoto til Tokyo, og derigennem bevise at man er den bedste. Det er et udskillelsesløb i stil med mange andre Battle Royale-lignende oplevelser, og narrativet tager form derefter.

Heldigvis formår seriens bare seks afsnit at præge seeren på andre måder end via en i sandhed innovativ præmis. Selvom det hele er lidt anime-kodet, med mystiske skikkelser der fremstår nærmest ugudeligt stærke og drabelige, der gradvist træder ind i seriens rampelys som vores hovedperson Shujiro Saga og en ung kvinde ved navn Futaba Katsuki han beslutter sig for at beskytte rejser fra spillets begyndelse til afslutning, så er den her formel ret effektiv. Saga selv er en facetteret karakter, og serien formår ret effektivt at udvide rammen om selve spillet med små præg af fortidens traumer og personlige forbindelser mellem deltagerne.

Men mest af alt, også på bedste anime-vis, så danner det her rammen om nogle i sandhed fantastiske kampsekvenser, der på sømløs vis blander brutale, beskidte og voldelige skud med lettere karikeret brug af slow-motion og CG-overdrivelser. Det hører uden tvivl til i "virkelighed+" bunken, hvor realistisk troværdighed ofres til fordel for visuelt spektakulære sekvenser, men det bidrager til underholdningsværdien, det er helt sikkert.

I det hele taget er produktionsværdierne skyhøje her, og selvom plottet, udover de helt nære forbindelser vi danner til de få kernekarakterer med Saga i spidsen, ikke helt når at få ordentligt fat i de bare seks afsnit, så kan man ligeledes argumentere for at netop denne serie virkelig ikke spilder din tid. Vi kører lige til stålet her - bogstaveligt talt - og med en interessant og intens præmis som ramme, så er serien sjældent kedelig.

Der mangler lidt større armbevægelser her og der. I det nære leverer serien de kampe, den karakterdrama og de intriger der skal til, men sjældent er der tale om reel narrativ innovation. Men hvis du har hang til Battle Royale-narrativer, og måske særligt sværdkamp, så er der en spektakulær serie i vente her, der moser speederen i bund fra start, og kun sjældent slipper den hele vejen til slut.

Fuld profil 44.261 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.