Hawkins er i karantæne og bevogtet af patruljerende soldater, kilometerlange hegn og striks kontrol over, hvem der får lov at komme ind og ud. Sæson fem samler trådene op og behandler efterdønningerne fra begivenhederne i sidste sæson. For os er det dog over tre år siden, vi sidst så gruppen gå op imod superskurken Vecna. Børnene er nu blevet unge voksne, og ja, det niver lidt at se nogle af dem være et godt stykke over 20 år, mens vi stadig forventes at tro på, at karaktererne er omtrent ti år yngre. Det glemmer man dog hurtigt, og i bund og grund er jeg mest af alt bare glad og tilfreds med, at det stadig er de samme skuespillere, vi har fulgt i ni år - selvom tøj, makeup og frisurer ikke helt formår at sælge illusionen om, at de er teenagere.
Det hele starter meget roligt og vemodigt. Indbyggerne har lært at leve inden for de etablerede grænser. Måske endda ladet sig lulle ind i en falsk tryghed. I hvert fald dem, der ikke ved, hvad der lurer i dimensionen The Upside Down. Men vores hovedpersoner har selvfølgelig ikke glemt noget. Tværtimod jager de naturligt det monster, der har dræbt og skadet så mange af deres venner. Det første afsnit samler de fleste løse tråde pænt op. Lucas besøger Max på hospitalet, Dustin sørger over sin afdøde ven Eddie, og det hele begynder overraskende afdæmpet og stille. Men det varer ikke længe, før du mærker, hvor stor en skala det her projekt arbejder på - og hvor meget større det vil blive i takt med sæsonens udvikling.
Hvis der var noget, jeg frygtede ved denne finale, var det, at charmen og de mere stille, personlige øjeblikke fra tidligere sæsoner helt ville gå tabt. Men selvom Stranger Things har forvandlet sig til noget større og mørkere - med ældre, mere hærdede karakterer, som er klar til det, der venter - føles det hele naturligt, og overgangen er håndteret godt. Sjælen er intakt, og alle får deres øjeblikke. Det kan være noget så simpelt som en inderlig dialog mellem en mor og hendes søn eller mellem to venner. Man forstår, at dette er den sidste dans, og at alt skal bindes sammen, så selv pakket ind i høj produktionsværdi er der stadig humor og varme.
Og ikke nok med det: Serien formår stadig virkelig at sælge den helt særlige 80'er-fornemmelse. Stranger Things har altid været bygget på netop dette. Den Spielberg-duftende blanding af E.T., The Goonies og alt det, serien selv er og kan være. Spændende, charmerende, lidt uhyggelig og episk. Meget af denne sidste kamp drager også fordel af, at vi har fulgt Eleven, Hopper og de andre så længe. Især i betragtning af at tv-serier i dag har en tendens til at komme og gå meget hurtigt. Jovist, der er noget unødigt eksposition, og ikke alle plotlinjer formår at holde interessen hele vejen, men til sidst flettes de fint sammen, og det større budget skinner virkelig igennem med masser af episke actionsekvenser. Selvom jeg stadig ikke helt forstår meningen med de enorme afsnitslængder - det kunne helt sikkert være strammet op.
Alligevel er det svært ikke at kunne lide det, sådan helt oprigtigt, for alt hvad det er, også selvom at det her oser af "Hollywood". Det har altid været essensen af Stranger Things - du ved hvad det her er, men du kan også mærke at det bare virker. De fire afsnit, der er blevet udgivet indtil nu, løber op i lidt over fire timer i alt. Og det betyder egentlig ikke så meget, at Netflix gerne vil have os til at abonnere en måned mere. At vi skal vente til efter både juleaften og nytårsaften for at se, hvordan det hele fortsætter og slutter. Der er rigeligt at fordøje allerede nu.
Jeg har kunnet lide Stranger Things fra begyndelsen. Først og fremmest synes jeg sæson ét og fire lykkedes bedst. Sæson to og tre havde deres øjeblikke, men føles i retrospekt også som de letteste at glemme. Det er selvfølgelig helt uundgåeligt, at forventningerne er der. At de er høje, og at alle os, der har fulgt og holdt af serien, nu håber på noget fantastisk. Sæson fem starter stærkt. Den er ikke perfekt. Den er ikke sublim - men den er rigtig god. Den lider lidt under de klassiske faldgruber for serieformatet, hvor tingene godt kunne have bevæget sig hurtigere. At der er fyldstof for at få det hele til at strække over otte afsnit. Der er også en gennemgående fornemmelse af, at vi har set en del af det før. Noget af charmen er også væk - børnene med et mystisk sommer-eventyr er erstattet af militær og action, der fylder betydeligt mere. Den hyggelige horror og atmosfære er blevet tungere på effekter. Som hajen fra Jaws, der ikke længere lurer i uklart vand, men hele tiden er tydeligt synlig i fuld CGI-form. Men det er spændende, stilfuldt og ekstremt velspillet af skuespillere, der (helt naturligt) kender deres karakterer ud og ind.
Det største problem ved at splitte sæsonen op på denne måde - ud over at man selvfølgelig bare gerne vil se det hele - er, at det er umuligt at bedømme helheden endnu. Jeg er sikker på, at der er et ekstra gear at skrue op i. At de kommer til at skrue alt op på elleve. At de afsnit, vi nu skal vente en måned på, vil eskalere på alle tænkelige måder. Jeg tror, og håber, ganske enkelt, at de allerbedste øjeblikke i sæsonen stadig ligger foran os. Men allerede nu er denne storslåede begyndelse på enden heldigvis virkelig god.