Det forholder sig sådan for de fleste, at der er meget specifikke krav til hvad det man engang kaldte en "ultrabook" skal kunne. Og tænker man lidt over det, så er de her krav ret høje som udgangspunkt. Meget slankt chassis af lækre materialer, høj batterilevetid, og gerne uden at maskinen genererer alt for meget varme eller støj. Den skal ikke kunne flytte bjerge, men gerne bruges til retouchering i Photoshop, eller måske sågar lidt simpel videoredigering i Premiere. Et godt, responsivt tastatur, et display i høj opløsning, gerne OLED, et stort trackpad men uden at den samlede pakke vejer for meget.
Av for den - det er noget af en checkliste. Men særligt efter Apple reintroducerede Air-modellen, og diverse Windows-producenter har indhentet, så synes denne checkliste langt mindre "out there" end bare end for et par år siden. Tag HP's OmniBook Ultra Flip som eksempel, en laptop med et ret så usexet navn, men som virkelig kunne blive ultrabook-afficionadoens go-to med lidt god vilje.
Hele chassiset er i anodiseret aluminium, den vejer bare 1.3 kilo, og er ikke større end 14" panelet indvendig foreskriver. Det til trods er det her en "flip", som betyder at hele skærmen kan roteres rundt, og at du kan bruge den som touch-panel med en medfølgende stylus. Det kræver en mere robust hængsel, men den er bare 1.49 centimeter tyk. Den eneste ofring her er porte, for der er kun to Thunderbolt-porte og jack, og det er der måske nogen der vil fnyse lidt af.
Lille, kompakt, lækkert konstrueret - god start, ikke sandt? Indvendig bliver det endnu bedre. HP har klemt et overraskende velkonstrueret tastatur ind her, der nærmest minder lidt om Microsoft Surface-linjens nærmest legendariske taster. De er bløde, responsive og sidder i et fint layout, og kombineret med en skarp fingeraftrykslæser og et solidt trackpad er den en fryd at bruge til daglig. I forlængelse af det er den udstyret med et 14" OLED-panel i 16:10. Det kører i 2880x1800, altså 3K i 120Hz, og det er i øvrigt variable refresh-rate, hvor den kan throttle ned til 48Hz for at spare strøm, hvis det skulle være nødvendigt. Displayet er lækkert farvekalibreret, og vores udstyr gav os en Delta-E afvigelse på bare 1.2, som burde være i den gode ende i forhold til professionelt, farvekritisk arbejde.
Vi flyver igennem checklisten fra tidligere, og de gode nyheder bliver et eller andet sted bare ved. HP selv lover over 20 timers batterilevetid, og selvom vi ikke helt kunne replikere det, så fik vi 16.5 timer via arbejde i Arc Browser, musik via Spotify, lidt hurtig Photoshop og hvad der ellers kommer sig deraf - dermed hører dette uden tvivl blandt de bedste slanke bærbarer vi har testet, og det gør de fleste ThinkPads til skamme, der både er tykkere og tungere, men ikke kører nær så langt på en opladning.
Specifikationerne er der ikke som sådan sparet på, selvom at du naturligvis må slå dig til tåls med integreret grafik, så er selv denne kompromis lettere at sluge i 2025. Du får en 258 volts Intel Core Ultra 7 med 8 kerner og 8 tråde, der kan køre op til 4.8GHz, integreret Intel Arc-grafik, 32GB LPDDRX RAM (der desværre er loddet - fy) og en 2TB NVMe SSD.
Vi nåede ikke i denne omgang at foretage alt for mange individuelle benchmarks, men i GeekBench 6 scorede den ret højt, som i cirka 2740 i single-core, og 10.995 i multi-core - slet ikke dårligt. Browsing, multimedie, Adobe-suiten i begrænset omfang - den er mesterligt til den tjans.
For at være helt ærlig er det her en af de mere helstøbte slanke bærbarer vi har testet i år, og selvom at Lenovos ThinkPad-chassis føles blødere og rarere, og at de maskiners MIL-STD certificeringer sikrer bredere funktionalitet under værre forhold, så kan HP let klappe sig selv på skuldrene her.