Selvom Rian Johnson og Daniel Craig arbejder hårdt på at introducere den klassiske "whodunnit"-subgenre til et mere moderne publikum, så ville man fortsat kunne argumentere for at i den helt brede underholdningsflade, så er det en genre der glimrer let ved sit fravær, og det til trods for at en helt serie, eller en helt spillefilm konstrueret omkring en enkelt, central ugerning synes perfekt skåret til vores moderne tid, hvor det føles som om at særligt tv-serier nærmest ses i plenum, og hvor online-diskurs er afgørende for en series vedvarende succes.
Det synes Broadchurch-skaber Chris Chibnall også. Han har, via førnævnte serie, allerede beskæftiget sig med mord, med politiefterforskninger, og nu kaster han sig over en Agatha Christie-klassiker, Seven Dials, en roman der i sin samtid var lettere kontroversiel, fordi forfatterinden her brød med sin traditionelle stil, og fortalte en bredere historie, der ikke kun handlede om ét enkelt nærmest uopklareligt mord.
Romanen er blevet til tre afsnit af godt og vel en time, en kuriøs beslutning, der betyder at den her fortælling hurtigt fanges mellem en films mere konsekvente tempo og plotopbygning, og en series mere metodiske og dybdegående struktur. I England i 1925 afholder en aristokratisk familie en storladen, pompøs fest, der ender med at en ung mand fra udenrigsministeriet dør under mystiske omstændigheder, og dette placerer den ihærdige, snusfornuftige Eileen Brent (kaldet Bundle), spillet af en kompetent Mia McKenna Bruce, på sporet af en større konspiration, og hun får delvist hjælp af Martin Freeman som Superintendant Battle.
At give mere væk ville være en skam, eftersom er den metodiske, trinvise opklaring og optrevling af et spind af løgne og beviser, udgør det bankende hjerte af enhver kriminalgåde. Desværre forholder det sig bare sådan, at denne specifikke kriminalgåde er rimelig dødfødt fra start af.
Der findes ikke som sådan nogen decideret ringe skuespillerpræstationer, men fra Freemans lettere fumlende Battle til selv Helena Bonham Carters lettere indifferente Lady Caterham, så sløves Seven Dials tilpas skarpe åbning lynhurtigt med begivenheder, der synes at være skudt afsted som spredehagl, usammenhængende og uvedkommende. Her taler vi ikke om separate tråde, der over tid sammenknyttes til en effektiv fortælling, nej, her snakker vi bare om stilforvirring - akavede scener der godt nok fremskynder den centrale plotstreng, men hvor du sidder let og kradser dig selv i hovedbunden imens.
Bundle har personlig tilknytning til de mord der begås, og hendes iver og gåpåmod er beundringsværdigt, men alt omkring hende synes bare lettere tilfældigt placeret, og det er svært at greje, i stort set samtlige tre timer, hvad det hele egentlig er for noget. En formel på stærkere metallegering, der kan betyde meget for fremtidig engelsk krigsførsel, post-første-verdenskrigstraumer, en hemmelig orden, de tre afsnit skal nå meget på relativt kort tid, og takket være en forvirrende tempomæssig tilgang, som måske er Christies fejltrin mere end det er showrunner Chibnalls, så føles det forhastet klasket sammen. Flere mord behandles på typisk whodunnit-vis, med et begrænset persongalleri og fokus på åbne spørgsmål og metodisk opklaring, mens et går helt i glemmebogen, og kun i en enkelt instans er der reelt set trinvis udvikling mod et egentligt klimaks.
Det ender i en våd prut af en konklusion, hvor du godt nok ikke er efterladt med nogle åbne spørgsmål, men hvor du heller ej en eneste gang er blevet overrasket over effektiv metodik, spændende, underbyggende forklaringer eller bare et enkelt "aha"-øjeblik. Trods særligt McKenna Bruces bedste intentioner, så mister Seven Dials al momentum cirka halvvejs, og formår derfra hverken at overraske eller at imponere.