Nu er det fjerde gang jeg skriver en anmeldelse af hvad der ellers kunne betragtes som en relativt obskur omgang reality-komik, og når nu vi ellers ikke anmelder hverken stand-up shows eller andre komiske underholdningsprogrammer, så synes det måske lettere malplaceret. Jeg har ikke noget spidsfindigt comeback til den påstand, men først og fremmest har vi et godt forhold til folkene bag Prime Video i Danmark, som løbende tilbyder adgang til LOL før tid - og så synes jeg faktisk det er hylende morsomt, det meste af tiden.
Som sagt er det, igen, præmissen, der gør det. Herhjemme har vi også set den engelske udgave, og kan konstatere at det slet og ret er sjovt at skulle se sjove mennesker forsøge ikke at grine, samtidig med at de skal få de andre til netop det. Det fungerer bare. Det fungerer sågar selv hvis man har minimal berøringsflade med dansk komik og danske komikere, alene fordi det flow der flyder ud af den her præmis bare er... ja, morsom.
Og denne gang har Prime tilsyneladende løst det problem der opstod ved deres Halloween Special sidste år, de har langt om længe hentet et helt nyt cast ind, som ikke er nær så hærdede som det all-star cast der endte med at halv-ødelægge det sidst, fordi de simpelthen blev for gode til at holde masken.
Reglerne er sådan set de samme, kaosset der ret naturligt opstår idet komiske skikkelser som Lærke Winther, Brian Lykke og Esben Pretzmann enten angriber eller forsvarer sig, det er intakt, og nu mere effektivt ingen af disse har tidligere erfaringer med konceptet. Det er, på alle måder, en god omgang underholdning.
Jeg vil aldrig påstå at LOL har noget spændende at "sige" på den måde, eller at der i hver deltagers individuelle numre gemmer sig en eller anden dybsindig refleksion, men jeg tror de fleste, inklusiv mig, er enige om at LOL er hudløst ærlig omkring missionen her, og det gør det uendeligt lettere at sætte pris på.
Det er, som altid, ikke alle der er lige sjove, og man kan argumentere for at Jarl Friis-Mikkelsen, til trods for sin legende-status i dansk komik, ikke helt følger med tempoet her, og samtidig at Melvin Kakooza forholder sig lige lovlig passivt under store dele af showets seks episoder under det forbehold at "se de andre an", men i brede træk er alle her faktisk uhyre morsomme, og det kræver sågar ikke noget stærkt præeksisterende forhold til deres respektive karrierer og karakterer. Martin Johannes kan til tider virke som en lettere karikeret udgave af... ja, måske sig selv, men de her rammer udnytter hans ret naturlige morsomhed, og det blandes med dem vi allesammen ved leverer, som Brian Lykke og Kirsten Lehfeldt.
LOL fungerer bare, og det fungerer måske vigtigst af alt stadig, og det kan anbefales til de fleste der leder efter noget "dumt" en lørdag aften.