Selvom jeg helhjertet bifalder Marvel Televisions idé om at tilbyde "Special Presentations" - altså mere isolerede og kreativt unikke historier, der ikke direkte behøver at bygge videre på etablerede film og serier - kan jeg ikke lade være med at føle, at konceptet ikke helt har fundet fodfæste endnu. Den første Special Presentation, Werewolf by Night, står stadig som det bedste eksempel på formatet med sin kompakte, selvstændige overnaturlige historie og sit sort-hvide filter. Den dag i dag er det måske det mest usædvanlige projekt i Marvel Cinematic Universe. Men så kom den næste, The Guardians of the Galaxy Holiday Special, som var fin nok, men manglede de områder, hvor det virkede til, at Special Presentations for alvor fik lov til at flekse musklerne. Og nu er det tid til den tredje udforskning af domænet, da The Punisher: One Last Kill også er landet.
For god ordens skyld gælder de samme rammer fra de to foregående Special Presentations også her. Vi taler om, hvad der i bund og grund er et 40+ minutter langt afsnit af en tv-serie, og i tilfældet The Punisher: One Last Kill kan man betragte det som lidt af en epilog til Daredevil: Born Again.
Præmissen er i essensen at blive genforenet med Jon Bernthals Frank Castle for at se, hvad der er sket med ham siden begivenhederne i den første sæson af Daredevil-serien. Frank er en knust og plaget mand på randen af at gøre en ende på det hele; han lever i en verden i totalt kaos efter sine nylige hævntogter, der har forvandlet New Yorks sicilianske kvarter til en regulær krigszone. Frank svælger i selvmedlidenhed, plager sig selv nådesløst med minder og mennesker fra sin fortid, alt imens han navigerer i en verden, der desperat har brug for den hårde hånd fra en type som The Punisher. I den første halvdel af denne Special Presentation er showet reelt set bare et casestudie i elendighed og i at leve med de forfærdelige valg, Frank har truffet i årene før, hvilket er grunden til, at ankomsten af Chelsea Breas hævngerrige mor føles som et frisk pust. Uden at afsløre for meget har Frank forårsaget denne mor umådelig smerte gennem sine tidligere handlinger, og nu vil hun have hævn - en opgave, hun sætter i værk ved at udlove en dusør på hans hoved og opfordre New Yorks værste og mest grusomme til at komme frem fra deres skjul for at få fingrene i The Punishers skalp.
Herfra og ud er The Punisher: One Last Kill reelt set en 20 minutter lang actionsekvens, hvor Frank nedlægger enhver lejesoldat og gadebølle, der er dristig nok til at udfordre ham. Det meste af det foregår i en enkelt lejlighedsblok, hvilket skaber en The Raid-agtig opsætning, hvor vi ser Frank skyde, stikke, slå og fremvise utallige kreative måder at bringe folks liv til en tidlig afslutning - alt imens Frank, i klassisk The Punisher-stil, tager imod tæsk, der ville have stoppet en svagere mand på stedet.
Det er spændende, nervepirrende og The Punisher, når han er bedst, men jeg vil også sige, at denne Special Presentation aldrig helt udnytter sit fulde potentiale. Den starter med en følelsesmæssigt kompleks første akt, bevæger sig videre til en actionmættet anden akt, og lige som man begynder at se den karakter, så mange elsker, vende tilbage til topform, ruller rulleteksterne over skærmen og efterlader dig sulten og desperat efter mere. Frank vender tilbage i Spider-Man: Brand New Day, men han bliver slet ikke nær så voldelig og brutal, som han er i denne Special Presentation, og ærligt talt kan jeg ikke lade være med at føle mig en smule skuffet over, at showet nåede så langt for blot at slutte så brat.
Igen føles det mest af alt som et bonusafsnit til Daredevil-serien - et ekstra kapitel tilføjet for virkelig at bane vejen for Franks tilstedeværelse på det store lærred i Spider-Man: Brand New Day. Det er absolut værd at se, endda nervepirrende og spændende til tider, men det minder mere om Guardians Holiday Special end om Werewolf by Night, forstået på den måde, at det her føles som et kort stop på Franks større rejse og ikke som et definerende øjeblik i fortællingen om The Punisher.
Hvis der er én ting, dette show beviser, så er det, at der stadig er mere end rigeligt plads til og ønske om ægte R-ratede Marvel-projekter som dette, der leverer brutale, voldelige og autentiske fremstillinger af de mindre "venlige nabo"-karakterer. Og Bernthal er stadig effektiv som Frank Castle, selvom det, vi får her, er den samme type barske og intense Bernthal-præstation, som vi har set skuespilleren levere gang på gang.
Pointen er, at man vil nyde The Punisher: One Last Kill, men den vil efterlade dig med et ønske om mere. Det føles ikke som et særligt tilfredsstillende selvstændigt kapitel på samme måde som Werewolf by Night, og det leger heller ikke med skæve kreative valg. Det fremstår mest som om, at Marvel tester vandene for rigtig R-rated action, og forhåbentlig er det ikke sidste gang, vi ser det, for mere af The Punisher som dette - eller måske en Blade-fortælling med en lignende opsætning - ville gøre underværker for det mere modne Marvel-publikum.
