Jeg skal være helt ærlig: Da jeg hørte, at Prime Video havde planer om at lave en live-action-serie baseret på Spider-Man: Into the Spider-Verse-karakteren Spider-Noir, med stemme af Nicolas Cage, var jeg en smule skeptisk. Havde vi overhovedet brug for det? Ville den have samme rækkevidde som de massive biografsucceser med Tom Holland? Er Nic Cage for gammel til at være en overbevisende live-action Spider-Man? For nogle virker det måske som urimelig kritik og bekymring, men når man tager det absolutte rod i betragtning, som har været Sonys skurkebaserede Spider-Man-univers - hvilket inkluderede live-action Spider-folk i Madame Web - føler jeg, det var helt reelt at være en smule bekymret for, hvad denne serie i sidste ende ville ende med at blive.
Men så ændrede tingene sig gradvist, og min skepsis blev vendt til oprigtig nysgerrighed, efterhånden som der tikkede flere informationer ind om projektet, og både billeder fra settet og trailere tegnede et meget unikt billede. Det, vi har i vente med Spider-Noir, er ikke bare Spider-Man hensat til 1930'erne med en noir-tone; det er i stedet et noir-krimidrama, der involverer Ben "The Spider" Reilly og skildrer, hvordan han begår sig i en verden af gangstere, spiritusforbud og sociopolitisk turbulens. På mange måder er det slet ikke en Spider-Man-serie, og den påstand står jeg fast på efter at have set den første sæson og fulgt begivenhedernes gang.
For det første - selvom vi reelt ikke ved ret meget om denne karakter, da det ikke er helt den samme version som i Spider-Verse - så er Spider-Noir ikke en origin-historie. Der er ikke noget Onkel Ben-agtigt "med store kræfter følger et stort ansvar"-øjeblik, der er ingen montage-sekvenser, hvor vi ser Reilly mestre sine nye evner, og der er ikke engang en scene med et edderkoppebid (i hvert fald ikke på den måde, du forestiller dig). Pointen er, at hvis du forventede, at Spider-Noir ville genbruge den typiske Spider-Man-formel, så følger denne serie stort set ingen af de gængse regler - og det er måske netop dens stærkeste kort.
Igen: Denne historie handler primært om, hvordan den private detektiv Ben Reilly forsøger at eksistere i en verden styret af korrupte politikere og kyniske gangstere. Reilly har en særpræget evne til at befinde sig de værste tænkelige steder på de værste tænkelige tidspunkter, og af den grund er han nødt til at tale sig ud af problemerne og overliste farlige og beregnende trusler som privatpersonen, ikke som The Spider. Årsagen er, at Spider-Noir udspiller sig en række år efter, at Reilly lagde masken på hylden og trak sig tilbage fra livet som forbryderbekæmper. Den livsstil krævede sin told, og nu vil han ikke have noget med det at gøre, hvilket efterlader ham som en noget egoistisk skygge af sig selv i en barsk og rå verden. Men selvom det aldrig siges direkte, nager Spider-folkenes dogme om, at "store kræfter fører til stort ansvar", altid i baghovedet på ham og kalder på, at The Spider må vende tilbage og blive de svages beskytter mod dem med alt for meget magt.
Når man skærer helt ind til benet, er Spider-Noir på sin vis en traditionel Spider-Man-fortælling, men bare ikke i den forstand, at vi ser en udklædt helt uddele tæsk på stribe. Forestil dig Peter Parker som retsmediciner, der spærrer kriminelle inde ved at finde de afgørende beviser, eller Bruce Wayne, der indtræder i GCPD for at gøre tingene strictly efter bogen. Det er lidt den dynamik, serien udforsker - bortset fra, at i et ret lovløst New York City for 100 år siden spiller hverken politiet, de offentlige myndigheder eller gangsterne efter reglerne, og så kan helten heller ikke gøre det.
Det er altså usædvanligt og nok ikke det, man umiddelbart forventer, især hvis man har set trailerne med masser af netsvingeri og action og regnede med at få det i rå mængder. Det er langsommere, det er mere stilfuldt; det er Boardwalk Empire med et sporadisk "thwip-thwip" drysset henover. I den henseende fortjener skaberne masser af ros for at have skabt så kreativt og unikt et værk med Spider-Noir, hvor den gennemgående noir-stemning og de hårde 30'ere er fantastisk repræsenteret over hele linjen - lige fra kostumer og scenografi til skuespilpræstationer, dialog, musikvalg og den måde, karaktererne slås på, som havde de 10 kilos lodder i skoene. Spider-Noir føles ikke bare som noget, der hører til i 30'erne; det føles som om, skaberne bevidst har villet filme det som en ældre produktion ved at skære ned på moderne, vilde stunts og prangende special effects og i stedet overlade det tunge arbejde til stjernerne og levere kampscener, der virker som taget ud af et Power Rangers-projekt. Det er et meget specielt setup, næsten som om Spider-Noir på alle parametre vil have dig til at betragte serien som en tidskapsel fra en svunden tid - hvilket man især mærker, hvis man ser den fremragende sort-hvide version (som absolut er den bedste måde at opleve serien på).
Der er dog også visse ulemper ved at læne sig så tungt op ad denne designfilosofi, og det inkluderer scenerne, hvor The Spider rent faktisk dukker op, som godt kan føles en smule undervældende og flade. Karakteren er ikke adræt og smidig; den er tung og stiv - et spejlbillede af den aldrende Cage, der spiller en aldrende helt, som kan mærke konsekvenserne af hver evig eneste kamp og hvert et fald. Kort sagt skal du ikke forvente baglæns saltoer og akrobatik i stil med Hollands Peter Parker, for Cage handler mere om at knække ryggen på plads og drukne sine sorger i whisky.
I sidste ende lander Spider-Noir på et helt perfekt tidspunkt, for det her er ikke din gængse superhelte-serie. I en tid, hvor fans er ved at være mætte af traditionelle heltegerninger og overdrevne digitale effekter, skiller Spider-Noir sig ud i stil med Wonder Man, da dette er et projekt, der handler om manden og ikke masken. For at forstå, hvilken type temaer serien udforsker, og hvordan den svælger i den rå og nådesløse æra, vil jeg slutte af med et direkte citat fra Cages Ben Reilly: "With no power comes no responsibility." Hvis du leder efter en indikation af, hvad du kan forvente af denne serie, så indkapsler det udsagn stort set det hele og mere til.
