Troels Abrahamsen, eller Supertroels, som han ynder at kalde sig, er her, der og alle steder. Når han ikke lige er i færd med at vælte koncert Danmark med Vetos altid medrivende live shows, bruger han tiden på at producere, opdage nye bands og sit væld af andre projekter, hvor han selv er involveret. Et af disse er under eget navn, Supertroels, og virker som en helt naturlig afstikker fra Vetos kollektiv.
Dette er nemlig om et soloprojekt. Manden og maskinparken, ikke ulig Thom Yorkes soloudspil fra sidste år. Sammenligningen er ikke tilfældig, for hvor Veto til tider lyder mere som Kid B end noget andet, er ligheden mellem I Know That You Know og Eraser, nemlig også slående. Der hersker samme golde melankoli, samme lid til monotoniens styrke og det vitale i det banale, og samme langsommelige åbning ind i det univers, der er svært at komme ud af igen. Hvor Thom Yorke dog stadig har teten, er i tæften for melodien. I Know That You Know virker mere gearet mod det rytmiske end det melodiske, og bliver derfor aldrig helt så omsiggribende, som man kunne have drømt om.
Der kan på ingen måde sås tvivl om Supertroels' musikalske evner. Kunsten at kunne bøje det simple til at indeholde mere, end der egentlig skulle være plads til, er svært og de færreste forundt. Men det både kan og gør han. Hvor meget af Vetos styrke ligger i den rendyrkede energi og indebrændte frustration, virker I Know That You Know mere voksen i sin tilgang til det svære følelsesliv. Der bliver ikke råbt så højt, til gengæld tvinges ørerne til at lytte efter. Det er som om den bløde nordmand Erlend Øye har fået sig en mere dyster lillebror, og det er på mange måder en velkommen en af slagsen.
Going, Going, Gone! bruser af sted på drivende synth-klange og et papirstyndt beat. Den drævende vokal holder fast i opmærksomheden mens omgivelserne langsomt stiger i intensitet. Der arbejdes meget i de små skift, men det er også dem der skaber diversiteten. Sjovt er det at høre We Are The People, som på Gislis Kisses From A Bastard har fået tilføjet rap, men her står for sig selv. Barberet for fyld, virker det en lille smule for repetetivt, og det er måske her albummets største svaghed ligger.
Hvor produktionen, opbygningen og stemningen er fuldt ud i orden, savner jeg de melodistumper, som virkelig graver sig ind i hjernebarken. Vetos debutalbum There's A Beat In All Machines havde dem i metermål, men her virker det som om fokus er for meget andre steder. Det går ikke helt op i en højere enhed. I Know That You Know får lugten af outlet og andenrangssortering, mere end et reelt værk der lukker sig om sig selv. Det er på ingen måde dårligt, men med en mand med så mange talenter som Supertroels, tillader man sig måske bare at forvente lidt mere end som så.