Der findes mindst to Gisli'er inden for musikverden, og det er egentlig lidt forvirrende. Den ene er bosat i Oslo, og lyder som en europæisk Beck, den anden bor i København, og laver noget af det svedigste engelsksprogede hiphop, dette lille land nogensinde har produceret. Det siger selvfølgelig helle ikke så meget, men enhver der har den mindste tvivl om denne rappers evner, burde give Kisses From A Bastard minimum én rotation i afspilleren. Alt fra flow over lyrik til beats er så stramt, at det er svært at finde sprækkerne.
Åbneren Doin' My Thing sparker skidtet i gang med et knytnæveslag af et manifest, hvor Gislis dagsorden sættes på plakaten med manér. Herefter slipper foden ikke speederen før det atypiske Running... får lov til at lukke ned. Undervejs leges der med stilarterne, men på intet tidspunkt mistes fokus fra kvaliteten. The World Is Movin' leder tankerne hen på de tidlige 90'eres ubekymrede New Yorker-lyd, mens det elektroficerede We Are The People kunne være en androides våde drøm.
Mens mange på den hjemlige scene har travlt med at se op til forbillederne, lykkes det for Gisli at skabe sin egen niche, uden at skildre til andre end sig selv. Den overordnede Legelyst, leder tankerne hen mod respekterede navne som Blackalicious og resten af Quantum-slænget, og det er måske i virkeligheden den største ros, jeg kunne finde på at give noget hiphop-navn overhovedet. Gisli har fuldt ud overbevist mig om sine evner, nu mangler vi bare resten af verden.