Der findes dem som mener, at Mary J. Blige er dronningen af soul. Ganske givet er hun også selv af denne mening, men undertegnede kunne ikke være mere uenig. Eller, hvis soul er ensbetydende med et sterilt, følelsesforladt univers, hvor en kvinde får lov til at bræge sig gennem skabelonagtige sange uden indlevelse, så er Mary J. Blige ganske givet genrens ukronede dronning.
Det er bare ikke det, jeg forbinder med soul. Soul er smerte, at krænge sin sjæl ud, at have en følelse så stærk, at hele verden bare må vide alt om den. Men sådan er det ikke med Mary J. At dette er en opsamling over hendes hovedværker, kunne snildt gå min næse forbi.
Kun I'll Be There For You/You're All I Need To Get By formår at rykke en lille smule ved hjerteklappen, men det er egentlig mest Method Man's skyld, da Mary J. også på dette nummer lyder, som om hun er ligeså forelsket i ham som en makrel er i tomat og konserves. Den mest redundante opsamling, jeg kan mindes.