Utah har længe været et navn, der var værd at holde øje med, alligevel er det først nu de debuterer med albummet Strength In Numbers. Efter sigende skulle albummet allerede have ramt butikkerne i september 2006, men bandet var så utilfredse med produktet, at de valgte at skyde udgivelsen til nu. Jeg ved ikke, hvordan det lød før, men jeg ved, hvordan det lyder nu, og derfor kan jeg kun bakke op om beslutningen. Strenght In Numbers er måske på overfladen bare en gang klynkerock, der placerer sig et sted mellem Radiohead og Thom Yorkes mindre kendte lillebrors band The Unbelievable Truth, men langsomt åbner sig et album, hvis lige sjældent er set herhjemme. Med kompositioner, der på en og samme tid lyder velkendte og spritnye.
Melankolien våger over det hele, men inden for dens forholdsvis snævre rammer, forstår Utah at komme vidt omkring. Der er en dybfølt inderlighed over det hele, som får vi lov at opleve et band, der virkelig spiller med hjertet udenpå tøjet. Et band, der ikke spiller for at please andre, men alligevel gør det i kraft af deres insisteren på at lyde, som de vil lyde. Over 11 skæringer bydes vi på en smuk blanding af små ballader og store atmosfæriske rocknumre, som alle glider sammen i den helhed, et album gerne skulle være, men sjældent er. Strength In Numbers virker ikke som en debut. Der vakles ikke på noget tidspunkt rundt i blinde. Der er ingen tvivl om, hvilken sti der skal betrædes.
Godt nok slipper Utah aldrig helt forbillederne i en grad, så de kan beskyldes for at være fuldstændigt selvstændige. Thom Yorkes krogede skygge hersker i såvel sangskrivning som intonation. Når Strenght In Numbers alligevel, allerede nu, må være en solid kandidat til årets danske album, skyldes det den overbevisning hele herligheden føres frem med. Hvem kan argumentere mod det, og er der overhovedet en grund til det? Utah har været længe undervejs, men med et sådant resultat på bundlinien, er brok ikke tilladeligt.