House of the Dragon har haft et lidt besynderligt forløb. Når man følger den targaryenske borgerkrig - også kendt som The Dance of the Dragons - der i bund og grund udryddede dragerne fra Westeros og huggede Targaryen-familietræet ned til et par visne grene, ville man forvente enorme slag og masser af mord lige fra sæson 1. I stedet fokuserede den første sæson i høj grad på familiedrama. Her så vi den aldrende kong Viserys gøre sit absolut bedste for at pleje både datteren Rhaenyra og de børn, han havde fået med sin nye kone, Alicent. Det bød på op- og nedture, men når det var bedst, var det lige så fængslende som de helt store glansperioder i det gamle Game of Thrones.
Da sæson 1 sluttede, tænkte vi alle: "Nå, så er det endelig tid til alt det der krigshalløj." Desværre mente sæson 2 ikke, at vi var helt klar til det endnu. Derfor fik vi otte episoder mere med endeløse overvejelser, før serien til sidst fortalte os, at nu - altså i sæson 3 - er krigen her altså for alvor. Nu er vi så nået dertil, og heldigvis kan vi konstatere, at HBO ikke trækker pinen ud længere. De har endelig besluttet at vise os, at dansende drager er markant mere voldelige, end navnet antyder. Det er bare med at finde popcornene frem, for House of the Dragon sæson 3 handler i den grad om det store spektakel.
Der er nu intet som Westeros og CGI-drager til at minde én om, at man ser tv med et gigantisk budget. House of the Dragon har begge dele i overflod og gør et fremragende stykke arbejde med at få kampene til at føles utrolig voldsomme - til tider nærmest apokalyptiske for alle andre end drageridderne. At slås mod andre mænd på en mark eller ombord på et par skibe lyder farligt, men er trods alt til at begribe. Det er dog umuligt at gøre det helhjertet, når man konstant må holde øje med himlen i frygt for en drage, der kan forvandle én til aske inde i sin egen udrustning. Det svarer fuldstændig til at tilføje tæppebombning til et middelalderslag, og HBO har gjort alt for at sikre, at vi ser så meget af krigsførelsen som overhovedet muligt. Actionen er intens, uanset om vi er nede i mudderet med fodfolket eller kigger med oppefra fra en drageridders perspektiv. Særligt i det store søslag The Battle of the Gullet får man for alvor følelsen af, at Westeros er gået i krig på samme episke måde, som vi så det i anden og tredje sæson af Game of Thrones.
Det visuelle spektakel er dog ikke nok i sig selv til at gøre House of the Dragon til en sublim serie. Hvis noget, så beviste A Knight of the Seven Kingdoms tidligere på året, at CGI-drager og hundredvis af statister blegner i sammenligning med solid, karakterfokuseret historiefortælling. Vi får skam masser af karakterdrevne scener i House of the Dragon sæson 3 og nogle glimrende præstationer fra faste favoritter som Emma D'Arcy, Matt Smith, Olivia Cooke og Ewan Mitchell. Desværre blev jeg bare ikke så grebet af dem, som jeg her kunne have ønsket mig, fordi serien falder tilbage i de samme problemer med tempoet, som plagede sæson 2. Der sker utrolig meget, og så sker der pludselig en hel masse ingenting. Det er selvfølgelig også svært at filmatisere en begivenhed, der dybest set er ridset op i punktform i George R.R. Martins første bind af Targaryen-historien. Men når man ser serien, føles det desværre ofte, som om vi bare venter på, at de her punkter indtræffer, mens alt derimellem føles som spildt tid. Jeg bør dog ikke skære alt over én kam, for der er absolut momenter, jeg nød undervejs. Aemond er herlig at følge som den lille særling, han er, og Rhaenyras udvikling i denne sæson føles rent faktisk som om, den flytter hendes karakter.
Alligevel må jeg konstatere, at vi - i hvert fald i de tidlige faser af House of the Dragon sæson 3 - stadig holder Alicent og Rhaenyra fuldstændig uden for enhver aktiv rolle i selve den væbnede konflikt, tilsyneladende for at skåne deres karakterer for det tunge ansvar. Begge ønsker stadig inderligt fred, hvilket er helt fint, og de anerkender ligeledes, at det er mændene, der har startet og vil fortsætte denne krig. Igen, helt fair. Problemet er bare, at Alicent og Rhaenyra som konsekvens heraf får lov til at gøre uendeligt lidt for at tage kontrol over deres egen skæbne. Er det en dybere pointe om, at historiske kvinder ikke havde mulighed for at vælge deres egne veje i livet? Måske, men måden House of the Dragon rammesætter det på, efterlader os med to magtfulde kvinder, som virker uforståeligt ubevidste om den magt og indflydelse, de rent faktisk har i denne konflikt. Jeg ved ikke, om manuskriptforfatterne er bange for, at vi vil stoppe med at holde med Rhaenyra, hvis det var hendes eget aktive valg at kæmpe for tronen. Men den konstante uvilje fra vores to hovedroller til for alvor at engagere sig i den krig, som hele seriens plot drejer sig om, er ved at være utrolig trættende - især her midt i den næstsidste sæson.
En, der til gengæld ikke er bange for at få snavs og mudder på hænderne, er nytilkomne James Norton i rollen som Lord Ormund Hightower. Norton er blandt britiske tv-seere kendt for at levere fantastiske skurkeroller, og han tager sine absolut bedste takter med ind i House of the Dragon's tredje sæson. Han er en yderst overbevisende og usympatisk satan, og han giver os et unikt perspektiv på en mand, der ikke ejer skyggen af drager, men som alligevel skal udkæmpe en krig, hvor de i den grad er en faktor. Han er et herligt frisk pust og fantastisk at følge, hver gang serien træder på bremsen mellem de store slag. Der er nemlig rigtig meget start-stop-tempo over denne sæson. Det er til at forstå, for hver episode kan selvsagt ikke være et massivt drageslag, men det er i den grad mærkbart. Det betyder desværre, at man indimellem kan føle selve tiden snegle sig afsted, mens man venter på, at det næste historiske punkt i dragedansen bliver krydset af.
Den lunkne smag i munden fra anden sæson sidder stadig lidt i, når man kaster sig over sæson 3. Det er faktisk svært at huske præcis, hvad der skete i sæson 2, for hvis man ser bort fra den klodsede håndtering af Blood & Cheese-sekvensen, er det svært at pege på de helt store nøglepunkter, fordi anden sæson uforklarligt undgik selve udbruddet af borgerkrigen. Sæson 3 har derfor fået en næsten urimelig mængde historisk grund, der skal dækkes, og ud fra det, vi har set indtil videre, slipper den hæderligt fra det. Den griber dig ikke om hjertet med den rå, karakterdrevne historiefortælling, som kendetegnede de bedste stunder i Game of Thrones eller den nylige succes A Knight of the Seven Kingdoms. Men skuespillerne gør det stadig fremragende, kostumerne, musikken og de visuelle effekter er helt i top hos HBO, og selvom jeg ikke kan sige, at jeg er lige så følelsesmæssigt engageret, som jeg var i det andet Westeros-spil, vi fik i år, leverer House of the Dragon et brag af et stort fantasy-spektakel.
