Lad mig starte med at sige, at jeg ikke har noget særligt nært forhold til den originale Nickelodeon-tegnefilm. Den slap simpelthen igennem fingrene på mig dengang, så derfor var jeg i særdeleshed "target audience", da Netflix afslørede et stort, ambitiøst live-action remake for en del år siden efterhånden. Jeg kom jo ikke med i første omgang, og var parat til en moden, moderne fortolkning af kildematerialet.
Det fik jeg - til dels, men selvom særligt set design, kostumer og alle de tekniske aspekter ved den første sæson føltes tidssvarende og robust realiserede, så var det som om serien sad lidt fast mellem sine barnagtige rødder og et mere modigt greb om den ikoniske historie.
Jeg siger det her, fordi det stort set er samme situation vi står i nu med den anden sæson. Igen beviser holdet bag, at de har godt styr på Avatars verden, hvor hver eneste scene indrammes af en kohærent, sammenhængende og velfungerende æstetisk og auditiv sans. De direkte kampe der er her, er alle enormt flotte og medrivende, men udover velimplementeret CG, så er det igen kostumer, lydeffekter og koreografi der driver de her sekvenser.
Men så sker der jo så bare det, at de her karakterer åbner deres munde, og der bliver man igen mødt af en umiddelbar og øjeblikkeligt observerbar identitetskrise. Det er som om at Avatar gerne vil appellere til et mere modent publikum, ikke fordi det skal være glubskt, brutalt og realistisk, men hvor det heller ej antages at publikummet er af den helt unge slags. En lang række scener i løbet af de her syv episoder, hvis ikke størstedelen af dem der styres af dialog, byder på en akavet Disney Channel-vibe, der mangler den universelle appel, og i stedet tilbyder hvad der på mere tidssvarende sprog let kunne kaldes cringe.
Det er så sandelig ikke fordi Avatar: The Last Airbender ikke må byde på let gennemskuelige arketyper, let identificerbare motivationer eller dårlige jokes, nej det er bare at disse karakteres interaktioner fremfor alt er lettere utroværdige. Man tror simpelthen ikke rigtig på deres indbyrdes bånd, deres håb og drømme - Netflix etablerer ikke troværdigheden.
Det lyder som et dødsstød, men det er det faktisk ikke. For hvad Avatar: The Last Airbender mangler i det nære, det gør serien op for i det brede. Byer som Ba Sing Se og ildnationens Capital City fremstår storslåede og enormt smukke, og som sagt oser hvert eneste frame af tilpas meget liv, til at man let kan lade sig distrahere af den grandiose helhed. Desuden forsøger det brede cast at levere troværdige præstationer, hvilket i brede træk lykkedes i anden omgang, også.
Det er heldigt, at den originale sæson formår at fortælle hele sin episke fortælling på bare tre sæsoner, og alt tyder på at Netflix' live-action version vil gøre det samme. Denne "anden akt" er derfor et forlænget anslag, et ordentligt rap over nallerne til vores helte, og på et kontekstuelt plan hænger den fint sammen med den første, indledende del af fortællingen. Jeg havde håbet at seriens showrunnere havde kunne præsentere et mere harmonisk nærbillede af karaktererne i hver af de enkelte små øjeblikke der udgør den majestætiske helhed, men selvom der stadig er lidt for meget barnagtighed (på den dårlige måde) hist og her, så er det i brede træk tilforladeligt.
Den her Netflix-udgave af Avatar: The Last Airbender er ikke helt hvad jeg selv synes det burde være, men visionen er dog sammenhængende nok til at jeg alligevel er med helt til slut.