Jeg kan ikke huske, hvem det præcis var, der i sin tid langede ud efter The Bear og påpegede, at det i virkeligheden overhovedet ikke var en komedie - på trods af, at serien mærkeligt nok havnede i komedie-kategorien til Golden Globes. Men vedkommende burde næsten sidde og stirre tomt ud i horisonten som selveste Oppenheimer nu. Den bemærkning kom nemlig i den grad under huden på seriens skabere, for hold da op, hvor blev der skruet op for komikken i sæson 3 og 4. Det velkendte drama, den rå anspændthed og de sårbare øjeblikke var der stadig, men pludselig blev vi spist af med, hvad der føltes som endeløse minutter af gags, karakterer, der råbte ad hinanden uden anden årsag end at tvinge os til at grine, og en næsten konstant strøm af Fak-brødre, der blev mindre og mindre sjove som tiden gik.
Hvad der engang føltes som et kompromisløst prestigeshow, dalede hurtigt i graderne til ren og skær "comfort viewing". Selvom jeg har nydt størstedelen af min tid med The Bear uanset sæsonen, føltes det alligevel som om, at karakterernes helt store styrker sygnede en smule hen, som tiden gik. Mine forventninger og bekymringer forud for sæson 5 var mildest talt tårnhøje. Dette er trods alt sidste gang, vi får chancen for at se Carmy, Richie, Sydney og resten af holdet leve et fuldstændig stressende liv for at servere os fabelagtigt udseende mad. Heldigvis for seeren ser Christopher Storer og co. ud til at have trykket på nulstillingsknappen i så høj grad som overhovedet muligt i denne femte og afsluttende sæson. Den er ikke helt så helstøbt som sæson 1, men det føles i det mindste langt mindre som om, vi flyver retningsløst rundt mellem vigtige øjeblikke adskilt af store, udvaskede og ensformige komedie-sekvenser.
Hvad jeg især sætter stor pris på i denne femte sæson af The Bear, står krystalklart allerede inden for de første par minutter af det allerførste afsnit. Det er det rene kaos i Chicago, hvor en voldsom storm oversvømmer byen og skaber alle tænkelige problemer i restauranten. Samtidig samler vi tråden op præcis der, hvor sæson 4 slap os. Carmy er på vej væk, restauranten kører ikke med overskud, og Onkel Jimmy overvejer kraftigt at sælge biksen. Der er én chance tilbage - én allersidste servering - og det er præcis det, hele sæson 5 centrerer sig om. Der er et beundringsværdigt og skarpt fokus i denne finale, som man sjældent ser i andre serieafslutninger. Nogle gange virker det som om, at manuskriptforfatterne ikke engang er klar over, at det er den sidste sæson, før det absolut sidste afsnit ruller over skærmen (ja, jeg kigger på dig, The Boys), hvorefter vi bliver kastet fra 0 til 150 i timen hurtigere end man kan blinke, og tvinges til at overvære en tydeligt forhastet afslutning. Selv hvis du synes, at fem sæsoner er for kort tid i selskab med The Bear, er beslutningen om at lade hele sæsonen udspille sig over en enkelt aften en fremragende genistreg. Vi får lige akkurat tid til at blive genintroduceret for seriens faste persongalleri og mindet om deres respektive situationer, og så er vi ellers afsted.
Dette stramme fokus gør det også utrolig nemt at glide direkte tilbage i den rytme, der oprindeligt gjorde The Bear til noget helt særligt: Madlavningen, karaktererne og den kaotiske nerve, der spændes hårdere og hårdere, indtil man sidder med en følelse af, at man selv må gribe en gulvmoppe og give en hånd med, bare så de ikke alle sammen eksploderer under det enorme pres. Vi er dog ikke fuldstændig tilbage ved udgangspunktet. Sydney stikker ikke længere folk ned med kokkeknive, og Richie forsøger at holde hovedet så koldt, som han nu har gjort, siden hans store forløsningsbue faldt på plads, men der er en fantastisk rutsjebanetur i tempoet gennem sæson 5. Det går op, det går ned, så dykker det endnu mere, inden det stiger en smule, for derefter at kaste os direkte i den dybe afgrund af desperation, før vi slynges så højt op, som vi overhovedet kan komme. Serien har dog efterhånden opdraget os godt; vi ved udemærket, at selv når alt ser ud til at spille max, lurer der altid noget lige om hjørnet, som kan vende skuden fuldstændig på hovedet.
For at sikre, at alt glider så glat som muligt på denne vagt fra helvede, har restauranten brug for sin leder. Carmy er dog ikke længere den figur, og jeg tror aldrig, han er blevet behandlet mere som en biperson i sit eget show end i sæson 5. Men det er faktisk det helt ideelle træk for den historie, Storer ønsker at fortælle i denne finale. Carmy er på vej videre, så vi skal ikke sidde med en følelse af, at det hele nødvendigvis kollapser uden ham - selvom det meget vel kan tænkes at gøre det. Store dele af sæsonen roterer i stedet om Sydney, Richie og i mindre grad Sugar (eller Nat). Da vi har nået vejs ende, er der ikke det store rum tilbage til, at disse karakterer kan rykke sig i helt nye retninger, men det forbliver alligevel dybdegående og fængslende at se deres personlige historier blive rundet af. Andre faste ansigter fra køkkenet, herunder min personlige favorit Tina, samt Marcus, Luca, Ebraheim og flere andre er selvfølgelig med på sidelinjen, sammen med store dele af den udvidede familie, men det er desværre også her, at The Bear viser sine svagheder.
Temaet om den store familie, der rykker sammen i bussen for at hjælpe hinanden, er utrolig fint og fører absolut til et par hjertevarme øjeblikke, men der er simpelthen for mange karakterer proppet ind i sæson 5, selvom man har skåret markant ned på de mange kendte gæsteoptrædener. Fordi alle partout skal have skærmtid, er der ikke meget plads tilbage til at give os de helt tunge og intime karakterøjeblikke, som serien ellers er så kendt for. Carmy og Richie har reelt kun et enkelt øjeblik udenfor, hvor det for alvor føles som i de gamle dage, før vi igen kastes direkte tilbage i så meget plot, at der ikke er tid til nuancerne indimellem. Den dialog, folk husker - de små ting, der tilføjer ekstra vægt til seriens afgørende øjeblikke - mangler i den grad. Der dukker ganske vist flashbacks op, men de tjener mest af alt som en bittersød påmindelse om, hvordan The Bear plejede at være. Hvor rå og uslebne de tidlige afsnit var, hvorimod det nu føles som en noget mere poleret og steriliseret udgave af sig selv. Det skyldes dog nok i højere grad det massive fokus på komedie i sæson 3 og 4, end det skyldes den egentlige kvalitet af denne sæson.
Det er heller ikke alle konflikter eller forløsninger, der sidder lige i skabet. Luca og Marcus rager uklar undervejs, og selvom jeg som sådan ikke har noget imod idéen om, at de to støder sammen, føles selve eksekveringen så overfladisk og forhastet, at de dyrebare minutter ærlig talt kunne have været brugt langt bedre andetsteds. Det er dog ikke decideret spildtid, for vi ved jo, at hvert eneste sekund tæller. Det føles som om, sæson 5 har taget det mantra fuldstændig til sig, da der bruges så uendelig lidt tid på ting, der ikke bringer os tættere på slutmålet - på godt og i visse tilfælde desværre også ondt.
Med kun et enkelt afsnit af The Bear tilbage i banken, tør jeg dog godt sige med stor overbevisning, at serien på målstregen har formået at hive sig selv tilbage fra kanten, så den ikke blot endte som en sær lille komedieserie om en restaurant med en ukuelig "ja-hat"-indstilling. Det havde utvivlsomt været fascinerende at se, hvor serien kunne have bevæget sig hen uden det her mærkelige komedie-sidespring, men sæson 5 leverer trods alt nok nerve, drama og bundsolide karakterer til at minde mig om, hvorfor jeg hele vejen igennem har heppet på, at holdet bag The Bear kan holde fast i et smil i mere end et enkelt minut, før alting igen falder fra hinanden. Det ender måske ikke som et af tv-historiens absolut største mesterværker, men det er stadig en rigtig god serie, som jeg stensikkert kommer til at sætte på igen i den nærmeste fremtid.
