Ricky Gervais er sandelig en af de mest talentfulde komedieforfattere nogensinde. Ud over at være en utrolig dygtig standupkomiker har Gervais givet verden nogle af de bedst anmeldte og mest ikoniske komedieserier gennem tiderne, herunder After Life, Derek, Extras og mest berømt af alle, The Office.
Det, der gør disse projekter så populære og velmodtagne, er en kombination af deres fremragende manuskripter og ukompromisløse humor, men også deres korte format. Hver af Gervais' serier har en tendens til at bestå af korte sæsoner på seks afsnit, hvor hvert afsnit varer 20-30 minutter. Det betyder, at der ikke er nogen overflødig fyldstof, men derimod et fuldstændigt fokus på kvalitet over kvantitet, og man ender med at værdsætte disse projekter, når de udkommer, netop fordi der er så begrænset et udvalg af dem. Dette er endnu en gang tilfældet med Netflix' animerede komedieserie Alley Cats.
Det, vi har her, er en første sæson på seks afsnit med en varighed af omkring 15 minutter pr. stk., hvor vi følger en flok bande-agtige, sjofle og uforskammede herreløse katte, mens de passer deres egne sager i en britisk by. Der er et element af kammeratskab mellem bandemedlemmerne, men strukturen i Alley Cats er grundlæggende også bygget op omkring tåbelige, næsten podcast-lignende samtaler, hvor gruppen pjatter om meningsløst sludder og driller hinanden ved hver eneste lejlighed.
Uanset om det drejer sig om bier, klimaforandringer, religion eller endda kattegenitalier, er der konstant tilfældige og fjollede samtaleemner, hvor gruppen af velskrevne og veldefinerede karakterer leverer hylende morsomme karikaturer og præstationer. Men i modsætning til hvordan dette ofte præsenteres i amerikaniserede animerede komedieserier, er humøren her ukompromisløst britisk, hvilket vil sige, at den er utrolig grov, ofte gør tykt a sig af stereotyper, er spækket med slang og lokale referencer og ikke ét eneste sekund bekymrer sig om konsekvenserne af det, der bliver sagt eller gjort.
Og det virker - ikke kun fordi det er vanvittigt sjovt, men også fordi de typiske Gervais-elementer, der forsøger at udforske kernenergier og følelser, er til stede. After Life er for eksempel en ret mørk og dyster historie på overfladen, men nedenunder bobler der så meget passion og karisma igennem. Det samme gør sig gældende for Alley Cats, hvor hvert afsnit vil få dig til at bryde ud i latter igen og igen, alt imens serien også tager sig tid til at være introspektiv, når emnet skifter til død, parforhold, svigt, modning og så videre. Den er designet til at være lidt af en følelsesmæssig rutsjebane - en oplevelse med ærlige og ofte triste dyk, men også med hylende morsomme opture.
Kort sagt: Selvom det hele er overstået på et øjeblik, er Alley Cats en sand fornøjelse, hvor du vil værdsætte og nyde hvert eneste øjeblik, du deler med den. Der er noget ved den måde, den er skrevet og struktureret på, noget ved det stjernecast, som Gervais så ofte læner sig op ad, og måden de spiller bolden op til hinanden, og der er noget utrolig charmerende ved den mere simple animationsteknik og dens portrættering af disse katte i en næsten menneskelig form. Det er et virkelig, virkelig vidunderligt ægteskab mellem forskellige elementer, og man kan næsten betragte serien som slutproduktet, hvis man miksede The Offices tåbelige humor med den dyre- og charmerende præmis fra Creature Comforts.
Så ja, den er meget kort - faktisk så kort, at man straks sidder tilbage med et ønske om at tilbringe mere tid med dette hylende morsomme persongalleri af katte. Men igen, det er en af Alley Cats' absolut største styrker, at den ikke spilder din tid og ikke er defineret af opsvulmet nonsens. Den har et pragtfuldt tempo, er konsekvent charmerende og er måske nok den sjoveste serie, jeg har set hele året. Dette er endnu et mesterværk fra Gervais, som du ikke må gå glip af.
