De fem unge herrer fra Leeds triumferede ind på den internationale rockscene for to år siden med albummet Employment. Roserne fra anmeldere og pladelyttere var store, og Kaiser Chiefs fik tre Brit Awards med på vejen.
Nu er gruppen tilbage med andet udspil Yours Truly, Angry Mob. Singlen Ruby har allerede raseret radiobølgerne de sidste mange uger, og Kaiser Chiefs værd som britpop-storaktør er i høj kurs.
Yours Truly er bestemt ingen dårlig plade. Kaiser Chiefs er gode til tekst og melodier, men det nye album rammer ikke samme nerve som Employment. Jovist er der gode skæringer som Heat Dies Down, føromtalte Ruby og den roligere Love's Not A Competition (But I'm Winning). Learnt My Leason Well er også en lytter værd. Men mange af de andre numre er gennemsnitlige og har ikke samme iørefaldende lyd. Der trykkes hurtigt "skip" (med god samvittighed). Lidt for ofte desværre.
Fans, der allerede har kastet deres kærlighed til Kaiser Chiefs skal nok blive i forholdet med Yours Truly, Angry Mob.
Som sagt er Yours Truly ingen dårlig plade, den har bare ikke samme "POW" effekt som debuten. Det tager sit band at overraske og erobre musikverden to gange, endda på to år. Lur mig, om ikke Kaiser Chiefs, i fremtiden, viser deres værd med et mesterværk af en plade. Bare ikke denne gang.