D23 var spækket med fantastiske og spændende nyheder i år, og messen var naturligvis også stedet, hvor Marvel Studios fremviste et nyt kig på Avengers: Doomsday.
Den længe ventede film, som mange forventer vil blive et sandt biografmonster, dukkede op med en ny trailer, der yderligere understregede, hvordan og hvorfor Robert Downey Jr.s Doctor Doom er en så massiv trussel. Vi ser heltene tage kampen op mod en skurk med enorm kraft, som betragtes som en "existential threat unlike anything they've ever encountered", hvor Doom er motiveret af at gribe ind over for helte, der lever stjålne liv.
Denne fremvisning blev ledsaget af en ny plakat til filmen, som du kan se herunder, men selve panelet havde også et par esser i ærmet i form af en overraskende optræden fra to af Marvel Cinematic Universes nyere tilføjelser, nemlig Hugh Jackman (Wolverine) og Ryan Reynolds (Deadpool).
Jackman medvirkede i en video, hvor Reynolds instruerede eller måske nærmere pressede ham til at spørge, om der skulle blive brug for yderligere hjælp til Avengers: Doomsday. Selvom det mest af alt virkede som sjov og ballade, antyder Reynolds' nylige optræden i sit Deadpool-kostume ved Doomsday-panelet på San Diego Comic-Con og nu denne overraskende video, at filmens fulde rolleliste endnu ikke er bekræftet, og at de to karakterer vil spille en rolle i et eller andet omfang.
Hvad angår Avengers: Doomsday, får filmen biografpremiere den 18. december, og du kan se den nye trailer og plakaten herunder.
