For et år siden overraskede udvikleren Evil Empire mange ved at tage The Rogue Prince of Persia ud af Early Access og lancere spillet i sin fulde 1.0-udgave på PC og udvalgte konsoller, før Nintendo Switch-udgaverne fulgte trop et par måneder senere. Spillet viste sig at blive et stort hit blandt anmelderne, men det fløj ikke ligefrem af hylderne. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at det et år senere nu bekræftes, at projektet har rundet en million spillere i alt.
Dette blev bekræftet i et opslag på de sociale medier, hvor det fremgik, at milepælen er nået, siden Early Access-rejsen begyndte i foråret 2024. Det skal dog bemærkes, at der er tale om en million spillere og ikke solgte eksemplarer, hvilket betyder, at en del af spillerne har fået adgang til spillet via tjenester som Ubisoft+ og Game Pass.
Ikke desto mindre er bedriften i hus, og Evil Empire vil snart markere det med en jubilæumsopdatering (Anniversary Update) på tværs af alle platforme den 17. september. Præcis hvad opdateringen byder på, er endnu ikke blevet bekræftet af udvikleren.
Har du fået spillet The Rogue Prince of Persia endnu?