Skip to main content
Gamereactor Hardware Creative CB8100
Hardware

Test: Creative Wireless Headphones CB8100

Det er endnu en gang blevet tid til at kigge på et sæt hovedtelefoner. Denne gang en ny model fra Creative - et trådløst sæt hovedtelefoner med indbygget Bluetooth.
Mikael Hansen 10 juli 2007

Den opmærksomme læser vil hurtigt opdage at det ikke er første gang jeg har kigget på et sæt Bluetooth stereohovedtelefoner. Sidst var der dog tale om en "prop-udgave" fra Sony, og denne gang er det så en mere potent udgave fra Creative. Sidste gang var det desuden et headset primært beregnet til brug sammen med mobiltelefonen og her er musikken og altså MP3-afspilleren i fokus.
Der er igen tale om Bluetooth-teknologi og "højkvalitets stereo" også kaldet A2DP.
Hovedtelefonerne ankommer i en ganske stor papæske, men de virker ikke nær så voldsomme som først antaget. De to kopper kan bøjes indad, hvormed hovedtelefonerne kan klappes sammen, og puttes ned i den medfølgende æske når de skal transporteres. Materialerne er, på nær en skjult metalbøjle, udelukkende plastik i grå og sorte nuancer, og den syntetiske læder på selve kopperne gør dem tilpas behagelige at have på.
Kopperne dækker ørerne helt, i hvert fald mine, og selvom dette i visse tilfælde kan betyde at de bliver meget varme at have på i længden, er det dog ikke et problem her - de lukker desuden heller ikke så tæt at man ikke stadig kan høre hvad der foregår i baggrunden.

Hovedtelefonerne benytter som sagt Bluetooth teknologien, og kan dermed parres med alle apparater der har en indbygget Bluetooth sender. Vil man sende lyden fra et apparat som ikke har indbygget Bluetooth bruger man blot den medfølgende adapter. Den fylder ca. det samme som 2 AA-batterier og sættes til gennem mini-jack porten på for eksempel din MP3-afspiller. På både hovedtelefonerne og adapteren er så en lille knap med Bluetooth logoet, og sættet parres ved først at aktivere adapteren, og derefter hovedtelefonerne. Man holder blot den lille knap inde et par sekunder til en blå lampe begynder at lyse - så bliver det vist ikke meget nemmere.

Udover Bluetooth-knappen finder man også et par ekstra knapper på hovedtelefonerne. På undersiden af den højre kop finder man et hjul til at skrue op og ned for musikken. Som en smart detalje er der en ekstra knap beregnet til at skifte nummer og starte og stoppe musikken - dette skulle ifølge Creative virke sammen med flere af deres afspillere i Creative Zen serien, men eftersom jeg ikke havde én af dem under testen, har jeg ikke kunne afprøve det. På min egen afspiller kunne knappen kun bruges til at "mute" lyden, hvilket alligevel var meget belejligt når man skulle høre hvad der blev sagt omkring én. Slutteligt er der på højre kop også en indgang til et almindeligt lydkabel, der følger et på 3m med i pakken, skulle sættet løbe tør for strøm og man stadig ønsker og bruge det. På den venstre kop finder vi tænd/sluk-knappen og indgangen til opladeren.

Både hovedtelefonerne og adapteren kræver strøm, og skal inden brug lades op. Dette er både et af sættets store styrker såvel som svagheder. Det er skønt med den trådløse frihed, men eftersom det ikke er muligt selv at skifte batterier, og hverken hovedtelefoner eller adapter har nogen batteriindikator, så er det svært, hvis ikke umuligt, at følge med i hvor lidt/meget strøm der er tilbage før man løber helt tør.
Det er mildest talt en stor fejl at man ikke kan se det, og betyder også at man tøver med at smide det i tasken som det eneste sæt når man er på vej ud af døren. Enten skal man have ledningen med som en nødløsning, eller også lader man sættet blive hjemme. Der røg fidusen i det trådløse.

Men, nu er det jo hovedtelefoner og de fleste designfejl og mangler kan tilgives hvis blot lyden er i orden, så hvordan lyder de.

Jeg er meget krævende når det kommer til hovedtelefoner. Der skal helst være en god tung bas, men ikke så tung at den fuldstændig overdøver og lammer diskanten. En god middelvej, som desværre er svær at nå i de billigere sæt. Creative kommer med dette sæt længere i den rigtige retning end jeg før har oplevet fra deres side. Bassen er tung og dyb som den plejer, men til en forandring formår diskanten nu også at klemme sig ind i det samlede lydbillede, og giver som resultat en udmærket reproduktion af hvad man nu måtte have sendt igennem sættet.

Da jeg sidst kiggede på Bluetooth hovedtelefoner var der noget knas på linjen, og lyden faldt tid og ofte ud. Med Creative CB8100 er lyden meget mere stabil end jeg før har oplevet over A2DP, men har stadig en svag susen i bunden - det er dog mindre markant og til at leve med.
Sidst oplevede jeg blandt andet de såkaldte pitch problemer - hastigheden og tonen ændrer pludseligt karakter. Dette har jeg slet ikke oplevet med CB8100. En anden ting som irriterede mig meget sidst var deciderede udfald i lyden - lyden forsvandt helt 1-2 sekunder ad gange, ofte helt uden grund. Det skal siges at jeg sidste gang primært sad ned da jeg lyttede til hovedtelefonerne. Denne gang har jeg bevæget mig rundt og haft hovedtelefonerne med på farten - i bussen og i toget. Når man holder sig i ro, er der ingen slinger i valsen og lyden er stabil og behagelig. Når man bevæger sig oplever man til tider små udfald - lidt ligesom dengang man havde en discman i stedet for MP3-afspiller - før antiskip.
Det er et irriterende deja-vu og et jeg gerne havde været foruden.
Alligevel vil jeg mene det har været en ganske behagelig oplevelse og rart at være fri for ledninger der hang og dinglede ned fra ørerne. Jeg har dog ikke erstattet dem med mine primære hovedtelefoner, da jeg frygtede at løbe tør for strøm halvvejs på min rejse, men sammen med min bærbare som har indbygget Bluetooth er de ganske fornuftige.
De er nemme at bruge og behagelige at have på. Lyden er blevet bedre, og det er i og for sig småting der trækker ned i helhedsbedømmelsen. Desværre er Bluetooth-teknologien stadig noget pebret, og hovedtelefonerne her er da også i den dyre ende. Teknologien er dog stadig under udvikling og man må forvente at prisen falder som flere produkter kommer på markedet.

Fuld profil 2.322 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.