Jeg holder mig nu til Teitur, når han synger på engelsk. Det gør han jo så godt. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er lidt forelsket i ham Teitur. Han formår at ramme en melankoli, en helt mør ting, der sidder dybt i mig.
Han gør det igen. Han er simpelthen én af de bedste til at lege trist, og så fuldføre det med så stor overbevisning, at man nærmest tror på ham.
The Singer er et smukt album, hvor vi igen ser den seriøse Teitur tegne et mere eller mindre tungsindigt billede af verden. We Still Drink The Same Water er en eftertænksom sag, hvor man mærker desperation og sorgmodighed fra den unge mand.
Dernæst bør jeg nævne Don't Let Me Fall In Love With You!, hvis titel er selvmodsigende på en spøjs facon. Den er fantastisk, og hvis jeg overhovedet formåede at skrive kærlighedssange, skulle de alle sammen være som denne.
Underspillet, melankolsk, selvmodsigende, tvetydig og mørk. Det kan næsten ikke blive mere trist og dystert, men det er ret smukt.