Så er der rendyrket jam, blues, rock og country til folket. Det er set nyere og vildere end dette, men det er stadig leveret med solid overbevisning. Det er godt syv år siden, man sidst hørte til noget fra mændene bag projektet, og de har faktisk formået at klare sig igennem de syv år uden at svinde hen.
Det har dog heller ikke skabt en masse ændringer, at de ikke har haft så travlt med at rende i studie og indspille plader. De ligger så yndigt på en hvilepude, og er altid til at kende igen. Den egenskab er vel egentligt også en kvalitet i sig selv. Der er dejlig rock på et nummer som Wounded Bird, dernæst er der dybfølt blues på Evergreen, og så afrunder man hele denne festmiddag med en sand kærlighedklasker til Oh Josephine.
Jamen, dog. Det er ikke kvaliteten, der kan sættes spørgsmålstegn ved. Jeg spår dem dog ikke nogen synderlig flatterende fremtid. Jeg tror det her er set en million gange før, men derfor er det nu rart nok at have dem i baghånden, bare sådan, hvis det skulle være..