Han har det ofte med at forsvinde lidt i distræte og flakkende genrer, der bliver mikset på kryds og tværs. Men ikke denne gang. Denne gang holder han sig til en skrabet udgave af sig selv, hvor han samtidig er overordentligt fascinerende og holdbar.
Det er intet mindre end Becks 12. studiealbum, så han må siges at være yderst erfaren på den front. Med så mange albums i bagagen, har han naturligvis også været igennem alskens genrer og særegne lyde, som han hver gang har formået at gøre til helt sine egne. Men han er jo også kunstner, og han har haft tendens til at være yderst gavmild, når det kom til sammensmeltning af instrumenter, beats, lyde og forskruede takter. Han har leget en sand Georg Gearløs, der har opfundet lyduniverser, man ikke troede kunne eksistere - propfyldt med overdådig musikalsk opfindsomhed, der kan være vanskelige for det almindelige menneske at opfange og forstå.
Men denne forskruede Beck verden synes at være forsvundet på det nye udspil. Det var et tiltrængt skifte, der har givet Beck førertrøjen tilbage. Et samarbejde med Danger Mouse har heller ikke virket hæmmende på det de fik skabt sammen, nemlig ModernGuilt. De har skabt et album, der virker så simpelt, men samtidig kaster det om sig med afstikkere, der gavner den ellers så røde tråd, og gør den broget.
Der er kun 10 numre at finde, og de ligger stort set alle sammen på den fornuftige side af 4 minutters varighed. Det efterlader et overskueligt terræn, der aldrig når at blive kedeligt eller uoverskueligt.
På nummeret Gamma Ray bliver man sælsomt ført tilbage til 60'ernes sammenskruede rock - hvorefter Chemtrails langsomt tager over, dvæler en stund for så at udvikle sig til et sfærisk fyrværkeri, man ville ønske aldrig tog sin afslutning. Halvvejs skruer uptempo sangen Youthelss rigtigt op for forventningerne, og på nuværende tidspunkt har man ikke lyst til at se sig tilbage, man vil bare frem.. Frem og opleve det sidste af Beck.
Albummet bliver afsluttet med en sand Beck sjæler, Volcano, der viser en kunstner, der muligvis har fundet sin rette plads i det underfundige univers, eller har han. "I don'tknowwhat I see, was it all an illusion?", synger Beck i sine sidste vers på et vellykket album.