Skip to main content
Gamereactor Hardware Samsung Omnia SGH-i900
Hardware

Test: Samsung Omnia SGH-i900

Apples iPhone var en af de hotteste produkter hen over sommeren, og står her ved årets slutning, stadig som en af de bedste telefoner lanceret i år. Mange har forsøgt at konkurrere på lige…
Mikael Hansen 28 november 2008

Jeg har sagt det før, og siger det igen. Windows Mobile er et ufatteligt kompliceret værktøj, med mange muligheder, godt begravet i et virvar af kommandoer og genveje. Det kan en masse, men kræver tid at sætte sig ind i, og ekstra tålmodighed i hverdagen når man skal bruge det til selv simple ting som at skrive en sms. Flere har forsøgt at lægge deres egen "GUI" Graphical User Interface ind over denne Windows platform, men illusionen brister ligeså snart man ser de gamle kedelige Windows mobile menuer på skærmen. En ulv i fåreklæder om man vil. Det har Samsung nu lavet gevaldigt om på. Samsung Omnia er på sin vis storebroderen til deres TouchWiz som kom tidligere på året, i hvert fald hvad angår udseendet, men har dog dobbelt så stor en skærm, og kører nu på Windows Mobile platformen.

Designet på telefonen minder utrolig meget om Apples iPhone, om end der er et par knapper ekstra. Fronten er spejlblank når den er slukket, og i bunden har vi en menuknap omgivet af de to opkaldsknapper. Menuknappen fungerer desuden som et lille touchpad. Telefonen er en anelse tykkere end iPhone, som til gengæld er lidt højere.

På papiret er Samsung Omnia særdeles godt udstyret. Der er tale om en smartphone med en stor trykfølsom skærm på 3.2", 16GB indbygget hukommelse, 5-megapixel kamera og GPS med tilhørende navigationssoftware (tag den iPhone). Deudover har den alt hvad der ellers hører sig til som FM-radio, Bluetooth - med A2DP (igen smæk til iPhone), W-lan og USB.

Skærmopløsningen på telefonen er desværre noget lav, hvilket er en skam, men det betyder samtidig at de Windows menuer man støder på, trods alt er så store at man kan navigere dem med fingrene, og ikke er tvunget til at bruge den medfølgende stylus. Og nu vi taler om den stylus - "Hvis idé var det at den skulle følge løst med, og hænge og dingle på telefonen som var det en læbestift eller en nøglering?" Helt ærligt Samsung, det er sku noget møg. Jeg foretrækker ikke at benytte en stylus, men på grund af de få gange det er nødvendigt, gider jeg ikke være nødsaget til at have den hængende som et dumt vedhæng på siden af telefonen.

På trods af at kameraet er på 5-megapixel, får vi her fint bevist at opløsning ikke er alt. Jeg var ærligt talt en smule skuffet over kameraet i Omnia. Godt nok er der indbygget autofokus, men hvorfor har man dog valgt en fotolampe og ikke en ægte blitz? Det gør billederne SÅ meget bedre. Det kan da også være optikken der bare er for dårlig, men uanset hvad, så endte billederne ofte med at være blege og kedelige at se på.

Som sagt kører Omnia på Windows Mobile platformen, og her skal Samsung have ros. For første gang mærker man stort set ikke at der kører et langsomt styresystem under overfladen, og telefonen føles ganske hurtig og nem at bruge. Jeg vil gå så langt som til at sige at dette er den bedste mobil med Windows Mobile jeg har set til dato. Man mærker stort set ikke windows i baggrunden, men har stadig de samme muligheder og programmer - og dem vil vi jo gerne ha.

Samlet set er Samsung Omnia en rigtig positiv overraskelse. Den er tilpas stor, uden at virke alt for voldsom, og man kan virkelig fornemme at der ligger noget kraft bag fronten. Nogle få ting afholder mig dog fra at sende telefonen hel til tops på skalaen. Først og fremmest er der den medfølgende stylus. Hvorfor kunne i dog ikke have smidt den ind i telefonen i stedet? Skærmens opløsning er også et kritikpunkt. Det kan godt være den lave opløsning gør det lettere at se hvad der foregår på skærmen, men det betyder også at den ikke egner sig for godt til film og billeder - øv! 16GB er meget, og indbyder til at du bruger telefonen som MP3-afspiller. Her savner jeg så simpel en ting som en minijack port. Hvorfor Samsung? Sidst men ikke mindst var der kameraet, høj opløsning er ikke alt, og kameraet her skuffer desværre i forhold til hvad vi har set i andre telefoner.

Alligevel tøver jeg dog ikke med varmt at anbefale Omnia til alle der vil have en avanceret telefon med et væld af funktioner. Dette er, indtil videre, den bedste Windows Mobile telefon på markedet, og en værdig konkurrent til Apple iPhone.

Yderligere karakterer

Udseende
9 / 10
Pris
7 / 10
Kvalitet
9 / 10
Funktionalitet
8 / 10
Fuld profil 2.322 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.