Helgi Jónsson udviser stor indlevelsesevne i sin musik, og han fremstår næsten så følsom og oprigtig, at jeg er bange for, at manden besidder et sind, der er skrøbeligere end Pete Dohertys ry og omdømme. Det siger ikke så lidt, det er jeg udmærket klar over. Men det er altså med de helt store ord og med paraderne begravet dybt i min egen stolthed, at jeg maler med den imponerende og dybt betagede pensel lige nu.
Jeg skal ikke kunne sige, hvad det er, de lige præcis kan på Island. Men det ser ud til, at de er i stand til at gøre det gang på gang - de fælder mig, sabler mig ned til mindste pixel og rokerer rundt i mit indre, når de åbner for deres svævende sluser, der er altopslugende, og rammer derinde, hvor det kan gøre rigtig ondt. Helgi har en åbenlys gave udi sammensætningen af dybfølt lyrik, der gør sindet tungere, end hvad godt er. Det er sundt at mærke på egen krop. Han understøtter dette med en karismatisk musik, der står så fantastisk til hans ligefremme og ublu islæt. Nogle gange er det let, andre gange er det heavy stuff, med tunge strygere, og til sidst kan det virke direkte opløftende og med up tempo trommeleg. Arbitrær sammensætning, der finder sig usandsynligt godt tilpas inden i mig. Ganske enkelt et velkomponeret og smukt album, der kun tåler en hulens masse gennemlytninger og fortolkning. Mmmh.