Albummet Love and Youth tilbage fra 2006, bød på et sublimt og overvældende udtryk, der efterlod så evigt meget til fantasien - og hurra for det! For det er lige præcis det, Jenny Wilson er så ustyrligt dygtig til: At mixe det uforudsigelige med iørefaldende pop og electronica, tilsat den skæve lyrik og sårbare vokal.
Det er instrumental intelligens, når det er allerfinest. Genren er umulig at fastsætte, og det er kun de himmelråbende blå vidder, der sætter grænserne for brug af synth, strygere og klappen i takt henover de 13 numre på Hardships!
Førstesinglen The Wooden Chair er en sær størrelse, der stille og roligt bygges op omkring et yderst rytmisk og iørefaldende fundament. Nummeret tager til i omfang henover omkvædet, for dernæst at falde ligeså brat, som det startede. Det er denne evne til at jonglere mellem det helt enkle og det kolossale, der gør Jenny Wilson til en utilregnelig og skæv musiker.
Hun kommer godt af sted med det på store dele af albummet, hvor man kun få gange føler sig lidt for overladt til sig selv, og den musikalske kreativitet synes at løbe af sted med fruen. Men generelt har hun rimelig godt fat i sin genre, hvad den så end måtte være.