Hun var den lyserøde glasur på pop-kransekagen, der dog stadig havde en bittersød eftersmag af selvbiografisk islæt. Der blev taget hånd om faldgrupperne i samfundet og Lily Allens eget lettere rebelske syn på omverdenen.
Denne Lily Allen er vokset, og hun er tilmed vokset længere ind i den selverkendende mørkegrå himmel, hvor referencerne til eget væsen og opvækst kommer uhindret til livs i lyrikken. Man fornemmer hurtigt, at der er rigeligt med materiale at arbejde ud fra, og teksterne er meget personlige men samtidig distancerende på en provokerende facon, der nok også er med til at gøre de tungere numre lidt mere spiselige.
Hun har kastet lidt af den mere poppede tilgang til musikken og har i stedet satset lidt mere på grænseoverskridende synth-flader, der kan være så umådeligt irriterende. På førstesinglen The Fear rammer synthen som en gennemgående baggrundstone, der dirrende understreger nogle af de irritationsmomenter, der er at finde hos Lily Allen.
Når det så er sagt, så skal Lily Allen have ros for den fornyelse hun har tilbragt sin egen lyd. Hun har formået at levere nogle up-tempo, dansevenlige numre, der tilfører hende en anden form for street-cred end den Lily Allen vi så i 2006.