Selvom Nintendo DSi ikke lanceres før d. 3. april i Europa, så har Nintendos engelske general manager David Yarnton allerede været ude og advare mod at vente for længe med at købe den redesignede Nintendo DS/Lite. Hvis du først regner med at skulle have en ved juletid dette år, så kan det blive et stort problem. Yarnton sagde følgende:
"Jeg råder altid folk til at købe den tidligt. En af de ting forbrugeren ikke forstår, er at fabrikkerne kontinuerligt laver nye maskiner, det er ikke sådan at vi skruer op og ned for produktiviteten. Vi laver altså maskiner hele tiden, men hvis alle vil have en ved udgangen af dette år (juletiden), så er det meget svært at følge med efterspørgslen."
Vi regner meget snart med at kunne vise dig Nintendo DSi på Gamereactor Tv.