Men nu ser det ud til, at Ryan Leslie skal få lov til at varme sig lidt under den glohede griselampes røde skær. Manden er 30 år gammel, har en universitetsgrad i økonomi fra Harvard og har hjulpet folk som Beyoncé, Britney Spears og Snoop Dogg. Ja, han lyder som enhver svigermors drøm, der nu er klar til at prøve kræfter med den virkelige verden i eget navn.
Ingen tvivl om, at manden er rasende talentfuld. Det selvbetitlede soloalbum er et stort festfyrværkeri af superproduceret R&B/hip hop-lyd, der er så stramt og smoothed skruet sammen, at det næsten gør ondt. Det gør lidt ondt, fordi Ryans lyriske univers ikke kan hamle op med de store drenge, han tumler rundt iblandt på den amerikanske hip hop-scene. Det er om nogen steder i denne genre, at klichédyrkelsen kan være ganske okay, men det kan også blive for indholdsløst, hvis det stort set er det eneste, man kan. Derudover så matcher lyrik og vokal ikke helt musikken og den førnævnte snorlige produktion, der ikke efterlader noget til tilfældighederne.
Det er helheden, der fører Ryan Leslie frem. Dykker man ned i detaljen og nærstuderer den lyriske del og vokalen uden for kontekst, så er der alligevel et godt stykke helt op til stjernerne. Men han når alligevel langt.