Der leveres underspillet indiepop i den reneste form. Der er skåret helt ind til benet, og det er ikke muligt at opsnappe lyden af en eneste tromme på hele albummet. Stilmæssigt holder de sig ufatteligt tæt op ad folk genren, med deres harmoniserede vokalarrangementer, samtidig med at de udstråler en lige til og poppet facon, der klæder de her finurlige numre, der er at finde på Happitalism.
Albummet ligger ud med Oh Boygirl og Jenny, der begge må tilskrives at være nogle af de meste underfundige numre på pladen. Eller måske det blot handler om en tilvænningssag, der bliver bearbejdet igennem pladen. Det er stilfærdige pop, hvor der tydeligt bliver lagt fokus på vokalen, og de elementer, der rører sig i denne. Netop derfor føler jeg, at lydfladen ofte bliver overflødig, eller stille svinder ubemærket hen. Hvilket er en skam, da der helt klart er meget potentiale at hente netop her.
Lad det være et mindre klagepunkt, og i stedet koncentrere os om de smukke melodier, og de flotte vokaler, der fylder meget på denne plade. Når det går allerbedst, som på Warsong, hvor stemningen lige bliver løftet med et ekstra festligt indspark i form af lidt klap og skrig, så viser Attrap sig at være helt fandenivoldske.