Jeg er med fra det første ynk, der slåes an af forsanger Rune Vigil, til det allersidste ekko, der svinder ud med det sidste nummer på pladen.
Det er altid nemt at drage sammenligninger til andre etablerede kunstnere, og Vigil er sikkert blevet sammenlignet med Jonas Bjerre fra Mew hundredvis af gange før, men derfor skal jeg da ikke holde mig tilbage. Rune Vigil gør det nemlig mindst ligeså fint, og han behersker virkeligt den skrøbelige falset til fulde.
Musikken er stilmæssigt meget rocket og meget melodisk. Nummeret We Will Walk Straight Through This Wall er vitterligt en yndig, yndig lille skabning, der gradvist øges i intensitet og bliver båret igennem af et fantastisk sammensat musikalsk arrangement. Det er også med dette nummer i baghovedet, at jeg begiver mig på opdagelse af resten af albummet. Deres kredses om denne form for udtryk, og der skæves ikke til nogle sider undervejs. På den måde kan The Late Parade måske godt virke meget stringente, men de slipper af sted med det hele alligevel. De har en dybde og essens, der gør, at man bare må acceptere dem og helst have lidt mere af dem.