Svensk sødme, der også brillerer udmærket på engelsk. Lisa Ekdahl er bestemt ikke ny og uerfaren, når det kommer til sangskrivning, og hendes umiddelbare charme er heller ikke til at tage fejl af. Hun synger yndigt, meget yndigt. Jeg har før ytret min umiddelbare begejstring for den svenske musikscene, og Lisa Ekdahl er da heller ikke en skamplet på dette renommé. Tværtimod. Men hun er til tider lidt sødere end hvad godt er, og man tænker, at kvinden bag denne stemme må være det blideste og mest godhjertede væsen, der er at finde i de svenske fjelde.
Med et utal af albums i bagagen, der alle manifesterer sig på en go' blanding af både svensk og engelsk, så er Lisa et veletableret navn flere steder end i det svenske. Men sådan som jeg nu en gang kender Lisa allerbedst er tilbage i '94, hvor min mor brugte en hel sommer på at spille Lisas debutalbum, hvor hun storcharmerende og på modersmålet sang ting såsom "Vem vet, inte du - vem vet, inte jag" og "Öppna Upp Ditt Fönster".. Når man nu er så overordentligt nuttet og veletableret på modersmålet, så har jeg svært ved at forene mig med tanken om, at man vælger et så stringent og halvkedeligt sangsprog, som engelsk.
Ikke, at hun ikke kan bære den engelske lyrik, og teksterne følger da også den ånd, som Lisa Ekdahl besidder. Svensk klæder bare den nuttede ungmø hundrede gange bedre, men det er ikke det, der skal skille hende og jeg ad.
Give Me That Slow Knowing Smile er en velafbalanceret plade, der emmer af en stilrenhed, der alligevel er dynamisk og formår at skifte tempo og karakter undervejs. Det er klart hele vejen igennem, at det er den svenske dames eget udtryk, der bliver brugt hele vejen igennem, og kan man lide Lisa Ekdahl bare lidt mere end til husbehov, så vil det her album i hvert fald passe godt ind i pladesamlingen.