Der har været så larmende tavst omkring Danmarks populæreste etniske sammensmeltning. Rygterne ville vide, at de havde tabt sig selv i kendisverdenen, og måtte påbegynde en indre søgen for at nå ind til kernen igen. Bevares, det kan jo ske for selv de mest velmenende mennesker i denne uterlige verden, hvor lidt berømmelse kan slå selv den mest bundsolide jyde af pinden.
Jeg har egentligt ofte betragtet Isam, Waqas og Lenny som de mere alvorlige tvillingebrødre til Nik og Jay. Emnerne var tungere, men stilen var ikke til at tage fejl af, og budskaberne kunne nogle gange være mindst ligeså søgte som Nik og Jay og deres hvideste sneakers.
Førstesinglen Rock All Day (cause it makes us feel good) falder derfor lidt uden for de ellers så seriøse budskaber Outlandish tidligere har leveret. Det er forfriskende, at man ikke er nødsaget til at kæmpe med sine indre dårlige samvittighed over denne verdens uretfærdigheder, men det tangerer også til det meningsløse. Det bliver ikke bedre på Keep The Record On Play (no matter, no matter what they say), hvor der igen hersker en meningsløshed, der falder så meget ved siden af det Outlandish vi kender. Men det er selvfølgelig befriende at se dem bevæge sig i feltet, og at de ikke længere kæmper rundt blandt indre dæmoner og uretfærdighed. Der er bare så mange andre måder at gøre det på.
Lyden er stadig Outlandish, og de er yderst velsammensatte. Der er stadig antydningen af etnisk forskellighed, og groovness, der rækker herfra og til de allersydligste landegrænser.