Siden Mechanical Animals fra 1998 er det imidlertid gået stille og roligt ned af bakke for Manson, en nedtur der kulminerede med det middelmådige udspil Eat Me, Drink Me fra 2007. Manson er siden da blevet genforenet med sin faste bassist og sangskrivningsmakker Twiggy Ramirez og han har forud for udgivelsen i entusiastiske vendinger prist High End of the Low som ét af sine til dato bedste albums. På trods heraf, kan man desværre ikke undgå at få det indtryk, at tiden for alvor er ved at løbe fra Manson og hans rolle som rockens sorte... freak.
Albummet lægger godt ud. Gedigent gode numre som 'Leave A Scar', 'Blank and White', den bluesede 'Four Rusted Horses', og den eminent snerrende og skramlende ‘Arma-Goddamn-Motherfuckin-Geddon', viser, at Marilyn Manson stadig kan strikke gode sange og skarpe tekster sammen. Tempoet er generelt sat ned over hele linjen og Mansons tekster peger i højere grad end tidligere indad mod ham selv (skilsmissen fra modellen Dita Von Teese har utvivlsom sat sine spor) og det mere rolige og personlige udtryk klæder ham faktisk ganske godt.
Efter den ellers udmærkede ballade 'Running to the End of the World' mister Manson på albummets sidste halvdel desværre sit fokus. Numrene bliver for lange, for ensformige og mister deres kant og Manson tangerer flere steder ufrivillige parodier på fordums storhedstid, værst eksemplificeret i nummeret "We're from America", hvor sangeren kører på automatpilot i den fortærskede rolle som selvudråbt og selviscenesat samfundskritiker.
The High End of Low er faktisk en temmelig præcis titel, om end Manson næppe lægger samme betydning i titlen som undertegnede. Albummet viser en kunstner, der ganske vist ikke leverer sin ringeste præstation, men alligevel langt fra yder sit optimale. Marilyn Manson trænger til at genopfinde sig selv, og det er en skam, at han ikke tager springet - for albummets første halvdel er et skridt i den rigtige retning.