Skip to main content

Green Day - 21st Century Breakdown

Det har næppe været let for et band som Green Day, at skulle følge op på kæmpesuccesen American Idiot fra 2004, et udspil der ikke alene sikrede gruppen et solidt og velfortjent comeback, men…
Nicolaj Pedersen 24 juni 2009

Med American Idiot overrumplede Green Day alle (inklusiv sig selv), med et modent, ambitiøst og aktuelt rock-opus, der oven i købet kastede flere tophits af sig, end deres samlede udgivelser indtil da have præsteret.

Det er derfor ikke overraskende, at Green Day på 21st Century Breakdown holder sig til samme opskrift. Ligesom forgængeren, hvor vi fulgte hovedpersonerne Jesus of Surburbia, St. Jimmy og Whatsername på roadtrip gennem et splittet USA, er der også her tale om et koncept-album (eller rock-opera om man vil). Hovedpersonerne er her Christian og Gloria og gennem tre akter følger vi deres liv i et USA der forsøger at rydde op efter Bush. Der er altså ingen tvivl om at albummet er lige så politisk ladet som American Idiot og det kan man synes om, hvad man vil.

Musikalsk ligger 21st Century Breakdown også i naturlig forlængelse af forgængeren. Sanger, guitarist og sangskriver Billie Joe Armstrong er i bedre form end nogensinde og bassist Mike Dirnt og trommeslager Tré Cool ligger et bundsolidt fundament under alt hvad der foregår. Hvilket i øvrigt ikke er så lidt. Sangene veksler konstant i tempo og dynamik og standardinstrumenteringen suppleres flittigt, med alt fra strygere og piano til pauker, med det resultat at albummet til tider lyder ligeså meget som Queen og The Who som det lyder som Green Day. Og det er både godt og skidt.

På den ene side tillader det bandet at underbygge albummets handling og koncept på en effektiv og alsidig måde. På den anden side bevirker det, at albummets sange (og i direkte forlængelse heraf også bandet) stritter i alle mulige retninger, uden tilsyneladende at kunne bestemme sig for en overordnet kurs. Derudover holder albummets 18 sange generelt et konsistent højt niveau, men selv med stærke kandidater som 'Know Your Enemy', 'East Jesus Nowhere' og 'Last of the American Girls', mangler de virkeligt stærke sange der skal til, for at bære et album af denne kaliber og længde.

21st Century Breakdown er som helhed ikke så let tilgængeligt som American Idiot og det har ikke umiddelbart den samme rå gennemslagskraft. Men det er stadig et suverænt udspil der, selvom det næppe sender Green Day mod nye højder, cementerer gruppens position som et vedkommende band med masser på hjertet.

Fuld profil 13 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.