Albummet er spækket med den energiske hybrid mellem reggae, hiphop og R&B, som Sean Paul er kendt for. Her er ikke tale om hverken kompliceret eller ambitiøs musikkunst, men derimod om sange der er skruet sammen med det ene formål, at sætte gang i hofterne og dansegulvet.
Og lige præcis det gør Sean Paul ualmindeligt godt med hans smittende melodier og de velproducerede beats. Men her ligger problemet også: Sean Paul er en one-trick-pony og med sine 20 numre og ensidige tekstfokus (kvinder, fest og kærlighed) trækker Imperial Blaze-festen i langdrag, og de ellers udmærkede numre begynder hurtigt at flyde sammen.
Med et mere kritisk øje på sanglisten og et bredere tekstunivers, kunne Imperial Blaze have været et udmærket album, i stedet for blot et gennemsnitligt soundtrack til den næste fest.