Mere end mange danske bands, har gruppen formået at forny sig selv musikalsk for hver ny plade, samtidigt med at troværdigheden i forhold til sig selv, samt deres publikummet er forblevet intakt.
At bedømme Kashmir ud fra deres seks forskellige plader, startende med "Travelogue" fra 1994 til den nye "Trespassers", føles unægtelig som at tage en rejse fra den alkoholbeduggede, personlighedssøgende gymnasietid, til det punkt i livet hvor man indser at man er blevet voksen, og at det faktisk er helt ok.
Trespassers er Kashmirs mest voksne album til dato, og i sin lyd meget langt fra sjove skrål-med sange som Leather Crane og The Story Of Jamie Fame Flame, uden dog at have glemt det originale tekstunivers. Det er samtidigt det mindst hit-prægede album, de fire musikere endnu har skruet sammen, og med undtagelse af førstesinglen "Mouthfull of Wasps" og den sprudlende "Still Boy", er det svært at forestille sig, at andre bands ville have held med at få spillet denne slags musik på de danske radiokanaler.
Stilen på Trespassers er i langt højere grad end tidligere, rolig, afbalanceret og til tider melankolsk, hvilket sange som sange som "Intruder" og "Mantaray" hurtigt fortæller lytteren. Sangenes gennemgående stille natur, virker i første omgang som et overraskelsesangreb. Enhver der forud for den nyeste plade, har gjort sig klar ved at lytte til "The Good Life", "Zitilites" og "No Balance Palace", vil nemlig skulle vente længe på vreden og den pjattede humor, for ingen af to gør sig rigtigt bemærkede, før man har haft tid til et par gennemlytninger.
Det betyder dog ikke at Trespassers ikke er en plade man bør høre, for der findes kilometervis af dybde under den dæmpede overflade, hvis du har tålmodigheden. Den førnævnte "Still Boy" viser bandet fra sin stærkeste side, ved i halvandet minut at pirre lytteren, før der brydes ud i et bombastisk omkvæd så lækkert, at man ikke kan andet end at få billeder frem af et storsmilende band på den indre lystavle.
Den gode stil fortsættes i sange som "Pursuit of Misery", "Bewildered In The City" og "The Indian (That Dwells Inside This Chest)", mens det smukke "Time Has Deserted Us" drosler tempoet ned igen, og satser kræfterne på den smukke melodi og tekst. Lysten til at bruge voicecorder på det besynderlige "Pallas Athena" er jeg dog stadig uforstående overfor, og det er da også efter min mening pladens svageste sang.
På trods af at være en kompleks plade, der kræver adskillige gennemspilninger på iPoden eller hjemmeanlægget, er Trespassers en lyttevenlig plade der glædeligt vil blive taget imod af de som har fulgt bandets hidtidige udvikling. Det virker på en og samme gang originalt for et band som Kashmir, at gå så radikalt andre musiske veje, men omvendt også som den logiske progression for en gruppe der bevæger ud i nye eventyr med hver ny plade.
Trespassers er ikke pladen der vender tilbage til rocken fra "The Good Life", eller på samme måde definerer bandets personlighed som "Zitilites" og "No Balance Palace". Det er i stedet en plade der i langt højere grad er afdæmpet, overvejet og rummer alt fra gode til virkelig gode sange, netop fordi bandet nu har fundet sig selv.