Det er svært at holde masken, men ikke desto mindre har Castaway i samarbejde med Mindscape besluttet sig for at udgive Robinson Ekspeditionen som Wii-spil. Reglerne er som vi kender dem: sammen med andre kandidater, skal du overleve på en tropisk ø og vinde udfordringerne.
Der loves blandt andre udfordringer som: planken, vægtbjælken, roning og bueskydning. Der bydes på en adventure-mode eller ren arcadestemning for både den enkelte spiller og festholdet.
Som du kan se på den Oscarbelønnede udpakningsvideo herunder, har vi allerede modtaget spillet på kontoret og mangler nu bare et Wii balance board.
Grafikken ser ganske fin ud, med en meget Sims-præget stemning, og selvom I aldrig får os til at indrømme det, glæder vi os lidt.
Den 26. februar kan du se frem til at kæmpe for livet og pengene på din Wii. Vi er allerede igang med at stemme hinanden hjem, og du kan naturligvis læse mere om, hvordan det gik i dit lokale sladderblad.