Multikunstner. Manden, der ikke kan fejle. Et af de største talenter på den danske scene. Nogen gange ville det ikke undre mig hvis Anders "Anden" Matthesen kunne gå på vandet. I en lang årrække har han haft uhyggelig stor publikumssucces med både stand-up, film og teater. Hans seneste projekt, Sorte Kugler, Hvor "Anden" debuterede som instruktør solgte over 400.000 billetter herhjemme, så succes kommer forholdsvis nemt til Hr. Matthesen.
Men når det kommer til at udgive albums, så er Anden langt fra så stilsikkert flyvende, som ellers.
Det er svært at vide, hvad man skal gøre af sig selv når tonerne fra Andens andet album "Villa Peakstate" toner ud i anlægget. Skal jeg tvinge mig selv på gulvet, flad af grin over meningsløsheden? Skal jeg hænge mig selv i de nærmeste høretelefoner? Eller skal jeg tage den mest humane metode i brug ved at flå cd-coveret i tusind stykker, og bruge skiven som frisbee med naboens aggressive, døve og halvblinde border collie?
Jeg tror og håber, at jeg taler for mange, når jeg siger at vi nok havde håbet, at manden havde fået udlevet sin ungdoms-rapper-drøm med debuten 'Soevnloes' fra 2006. Ak ja.. Det havde han ikke!
»Jeg laver plader, anmelderne hader«, rapper han på nummeret 'Sut mig!'
Hvorfor? Hvorfor er det så, at du gør det? Anden giver ingen anledning til at give en forklaring på det, men det er svært for en anmelder at begribe hvorfor. Man kunne jo have håbet på, at Anden ville lave plader som folk godt kunne lide at høre, men det er på ingen måde tilfældet. Og det må også være svært, det indrømmer jeg gerne, når man nu selv brænder for skidtet og i øvrigt er vant til at blive rost til skyerne, uanset om man laver gøgl på en scene eller piller sig selv i navlen. Men rappe, nah det kan han ikke!
Albummet er endnu engang lavet i samarbejde med Østkyst-hustleren, producer og rapper Bossy Bo, og stilen er igen så retro, at vinylafspilleren skal findes frem, inden der trykkes play med en blanding af hygge-blues, samples af klassiske rim og gumpetung basgang fra gamle dage.
Niveauet på pladen er så lavt, at man finder mere til fælles med MC Einar end med LOC. Come on, Wake up Mr. Matthesen. Jul det' Cool hører vi kun, fordi vi er tvangsindlagt til juletid. Det bliver bestemt ikke bedre af, at Anden forsøger sig med at synge på en del af numrene. Det bliver til en gang platte bodegasange uden en tone i livet, og man er som lytter i tvivl om, hvorvidt manden mener denne plade alvorligt? Hvis han ikke gør, er det desværre humor på laveste fællesnævner. I dette tilfælde, slet ikke sjovt.
Dette er jo desværre en af de ting Anden vil have svært ved at komme ud af, når man som ham, har bygget hele sin karriere på humor.
Det er direkte rystende at opleve en mand, som i sine shows har så meget på hjertet, stå fuldstændig ideforladt på en CD, hvor han bruger hele numre på at fortælle om myggestik og sms beskeder.
Jeg vil give et eksempel på lyrikken. Hvis Anders Matthesen brugte sit elskede alter ego - Stewart Stardust, kunne han måske være sluppet af sted med linjer som denne; »Jeg bedækker din skede til du dækker min pede/ flækker dit bed til du ligner Boris Becker dernede« Men det er ikke Stewart Stardust, det er Anden med Latino skæg, dårlige cologne og bodega hat. Det er plat, det er dumt og det er værst af alt, ikke sjovt!
Anden rapper med et fesent børnehaveagtigt klappe-kage flow over ligeså fesne alibi-produktioner for at være sjov, men det lykkes aldrig fordi dansk rap for ham kulminerede med Østkyst Hustlers niveau engang i 90erne. Man skal nok være automatbegejstret fan for at føle, at det stenalderagtige udtryk gør noget godt for hans uvant ordinære ordstrøm.
Ud over de pinligt dårlige tekster og det faktum at jeg ikke har hørt en dårligere rapper siden MC Einar, emmer hele pladen af en sjælden umusikalitet bakket op af primitive 80er produktioner. »jeg er original som en gal« rapper Matthesen, men hvis det var så vel, så vis det dog. "Show it? Don't tell it" .
Anden har om nogen vist, at han har et kæmpe talent på den danske scene indenfor mange forskellige produktioner, og med det i mente, er forventninger til hans produkter altid af en vis karakter. Med Villa Peakstate bliver man fælt skuffet.
Endnu en omgang med Anden klarer denne anmelder ikke. Det er meget muligt, at manden er stolt af ikke at lyde som resten af den danske rapscene, men det er i min vildeste fantasi ikke til at forstå! I stedet er der mere selvtilstrækkelig rap fra en buddhist, der dog går med Rolex og kører Mercedes? Hvor troværdigt kan det blive?
'Du må være halvdum, hvis du disser mit album', fastslår Anden selvsikkert. Hertil kan jeg kun sige. Jeg er måske halvdum, men det fratager mig ikke retten til at fastslå, at Anders Matthesen - Villa Peakstate, er en af de dårligste plader, jeg nogensinde har hørt.