Der er gået mere end 6 år siden Johnny Cash døde i 2003. 10 nye sange fra optagelser dengang er blevet samlet på "American VI: Ain't No Grave". Man kunne hurtigt være meget skeptisk over en sådanne udgivelse, taget i betragtning af, at der aldrig er kommet noget positivt ud af Elvis Presley eller Tupac Shakurs posthumts udgivelser.
Dette er dog ikke tilfældet med dette album. Johnny Cash var dedikeret til sit fag, og udover at være et musikalsk geni med et kæmpe lyriks overskud og en fantastisk vokal, arbejdede manden konstruktivt og hele tiden med musikken.
Johnny Cash bestemte sig, efter at hans livs kærlighed, June Carter døde, for at indspille så meget som overhovedet muligt, mens han stadig var viril. De næste måneder slog Johnny Cash og Rick Rubin sig ned i Cash's hjemmestudio i Tennessee og arbejdede konstant på nyt materiale indtil hans død 4 måneder senere. Rubin hjalp Cash med at skabe ham et væsentligt og relevant omdømme i 90ernes florerende musikscene og agerede i den grad katalysator for en aldrende mand.
På hans forrige album, var dødeligheden en tydelig faktor i mandens tekstunivers. Han bar denne skæbne som et skarpt syet jakkesæt. Elegant og med en fantastisk værdighed. Men altid med følelsen af at der lurede noget bag facaden.
Hans musikalske rødder sprang, foruden pop, i country, gospel og blues og døden var ikke et tabulagt emne i disse kredse. Det var et seriøst emne man gerne debatterede i lyrikken. Men albummet "American V: A Hundred Highways" var en stor mundfuld. Albummet var et lyt værd, men i den grad ikke for alle. Johnny Cash stemme lød efterhånden slidt og musikken spillede melankolsk op til dans.
Albummet var smukt, men ikke så let tilgængeligt og derfor er det dejligt at kunne fortælle at dette ikke er tilfældet med "American IV - Ain't No Grave".
Døden forbliver dog som et større tema på pladen, men Rick Rubin formår at kontrollere alt dramaet omkring sig, og skaber et rørende farvel, med et elegant album der virkelig giver Johnny Cash et fortjent eftermæle. Musikken kaster lange mørke skygger over produktionerne, men Cash vokal er denne gang befriende længselsfuld og hvor den før var en smule selvretfærdig og morbid, føler man denne gang med mandens kærlige længsel, og man skal bestemt være følelsesløs for ikke at kunne blive rørt af mandens døende vokalarbejde.
En smuk posthumt hyldest til livets nye begyndelse. I stedet for at male dødens uhyggelig ukendthed på væggen, florer teksterne om livets nye begyndelse.. et liv efter døden og denne tanke giver albummet, en på smuk vis, afklarethed som sjældent før er set.
Pladen starter ud med titelnummeret, som oprindeligt var et gospel nummer, men i Cash version bliver omdannet med spektakulære orgl, og et smukt klokkespil mens trommerne varsler "Dødmandsgangen". Det underbygger alt sammen, at Johnny Cash's evige søvn vil være alt andet end søvndyssende.
Som albummet skrider frem bliver Cash nærmest psykedelisk munter og man føler manden har været på et plan, hvor kun bevidstheden sætter grænser. Linjerne mellem det ægte og det spirituelle bliver slørret. På den originale og kreative popversion af den bibelske passage "I Corinthians 15:15" finder man ham, søgende efter lysets frelse og ud af de mørke skygger han har levet i.
Johnny Cash brænder sit sidste minde af på "Aloha Oe". Elvis Presley har tidligere indspillet nummeret til filmen "Blue Hawaii", men Cash smelter den simple melodi over en enkelt guitar akkord, og man forstiller sig ham siddende tilbage med en flaske mørk rom på stranden, mens han venter på, at dødens eventyr skal komme og tage ham med på endnu en rejse. Sikke en måde at sige farvel på, og sikke et liv at have levet. Det er smukt.