Historien om The Floor Is Made Of Lava er på mange måder præget af en punket stædighed og tro på egne evner, samt en ustyrlig trang til at tage udfordringen op med det på papiret umulige. Simon Visti og Tobias Kippenberger har dannet bandet i en brandert og de første par sange blev skrevet da trommeslager, Asbjørn Nørgaard kom til. Bandet nåede aldrig at spille deres første koncert før de havde sat deres fingeraftryk på en pladekontrakt og dermed solgt deres sjæl til rockdjævlen. Det kom der en ganske hæderlig debut ud af, men bandet har formået at ændre udtrykket og blevet en anelse mere modne, og det klæder det velspillende band.
Den første P3's Uundgåelige i 2010 kom også fra danske The Floor Is Made Of Lava, og du har muligvis allerede hørt første singlen "All Outta Love". Det nye album er indspillet i Kashmirs eget Pinewood Studios og produceret og mixet af henholdsvis Sebastian Wolff og John O'Mahoney, som har stået bag albums som Coldplay's "Viva La Vida.." og Kaiser Chief's "Off With Their Heads". Der er derfor lagt i ovnen til en gang virkelig sprød rockmusik og pladen viser da også på bedste vis et af de mest charmerende drengerøvs-bands Danmark har at byde på.
Det mærkes fra første gennemlytning, at pladen er skabt under stor kunstnerisk frihed. Kompositionerne favner bredt, og selvom albummet måske ikke følger samme røde tråd som debuten, er det stadig fint homogent, og løber aldrig af sporet. Dertil er teksterne blevet mere modne, og meget af lyrikken spiller fint sammen med den mere rockede lyd.
Albummet starter ud med Heads & Tails som er et buldrende åbningsnummer med et stramt spillet riff og militærtrommer. Dertil kommer en skrålende vokal og man rocker ganske fint med på bandets nye udtryk.
Efter den lidt usynlige "Harder than You Think" går tempoet i vejret med "All Outta Love" som er et fantastisk veldrejet singleudspil. Udover tempoet, er kompositionen meget lig debuten, men virker denne gang mere autentisk, og omkvædet er en sikker ørehænger. Vokalen hertil passer rigtig godt, selvom det ikke er bandets varemærke. Her er man ganske enkelt mere interesseret i bandets samhørighed og udtryk, end den lidt spraglede vokal.
"Some People" er et utilgiveligt godt nummer, som har et internationalt præg, uden at miste sin danske charme, og man mærker en punket tilgang til musikken, som buldrer derudad uden at miste fodfæste. Det er ganske enkelt en samling imponerende gode numre som pladen besidder, og det er svært at udpege egentlige fejltagelser.
Personligt er jeg mest tiltrukket af bandets hurtigere numre, da denne lyd efter min mening klæder bandet bedst. Lyrikken er fin, og man kan mærke, at der er kigget bredere i anden omgang, men det kan godt virke lidt påklistret og faktisk føles albummet til tider lidt for alvorligt. Det er svært at tage det seriøst, når debuten nu var mere charmerende og fjollet.
Der skal dog ikke gives meget brok over nytænkning og udvikling, men jeg fandt dog stadig den første plades lette charme og fordøjelige danserock mest passende på de danske drenge.
Det fratager dog ikke "Howl at the Moon" for at være en gennemarbejdet plade med en masse gode numre og ganske få fejltagelser. Bandet har dog trukket i lidt for mange strenge denne omgang, og derfor ryger vi ikke helt til tops, selvom spilleglæden bestemt smitter af, og potentialet er der.