Dette projekt er en kulmination af et årtis ideer kommet fra Mike Patton's tid i Italien. Udover at engagere sig selv i den italienske kultur og det italienske sprog, gik manden i kast med landets musikalske katalog. Ikke moderne musik, men tidligere pop- og folkesange fra 1950erne.
Efterhånden som han begyndte at dedikere sin tid til denne type musik, begyndte Patton at forstille sig et koncept, hvor disse italienske klassikere blev sunget af sig selv. Mike Patton har i mange år turneret lande tykt og tyndt for at optræde med et kæmpemæssigt orkester, og et stort korensemble med stor succes. Alle disse år på farten, har så kulmineret i dette album, hvor Mike Patton synger sig igennem de selvsamme sange, som inspirerede ham til projektet.
"Mit grundlag for at lave denne plade er ikke at genoplive fortiden, eller for nostalgiske formål, men mere for at illustrere, gennem moderne og eventyrlige kompositioner, hvor vigtig denne musik stadig er" udtaler Mike Patton.
Som barn plejede plejede jeg altid at gennemrode mine forældres LP samling. I denne proces blev jeg altid udsat for årtiers forskellige lyde og melodier, og jeg fandt det altid interessant og mindeværdigt, fordi det ikke lød som noget af det der blev spillet i radioen. Når jeg lytter til Mike Patton's plade, Mondo Cane, får jeg den præcis samme følelse tilbage igen.
Pladen er et gennemgående stykke nostalgi. Orkesteret og koret er skarpe og Mike Patton er et talent uden sidestykke. Pladen føles som en ældre plade. Ligesom når du finder vinylerne frem, giver denne plade dig et historisk vingesus, og det er fuldstændig ulig noget andet. Patton's dynamiske vokal og rækkevide når helt ind under huden, og det virker på den ene side legende let, og på den anden side, som om ingen anden kunne gøre noget lignende.
Mike Patton er gennemgående god. Man kan derfor altid anbefale hans musikalske udskejelser, og denne gang er ingen undtagelse. Det kan være svært at overbevise folk om at gå ud og bruge penge på noget de aldrig har hørt før, men du burde i så fald finde Urlo Negro på youtube, og spille den så højt du kan.
Hvis dette ikke kan overbevise, så er der ingen grund til at bruge dine sparepenge, men hvis du, ligesom mig, er ganske imponeret, så kan hele albummet med ro i sindet købes.
Selv om Mike Patton er fantastisk, så ville det være en hån ikke at nævne alle de fantastiske musikere, der bidrager til projektet. Så meget som man nyder vokalen, så er musikken oftest i fokus, og det er simpelthen vidunderligt. Mike Patton burde måske i dette lys, have vedkendt sig musikernes evne, ved at have givet projektet en mindre egoistisk titel, men samtidig er det jo manden i fokus på scenen.
Den 42-årige vokalekvilibrist har for længst lært os at forvente det uventede, og Mondo Cane er således første nyt fra manden siden Faith No More-gendannelsen sidste år. Med en vidunderlig charme og en coolness lig Frank Sinatra tager Mike Patton os med på en smuk musikalsk rejse.
Det er ikke for alle. Det kan man ligeså godt indstille sig på, og hvis din musikalske præferencer ligger dybt placeret hos The Voice, er du nok fortabt. Hvis man er træt af de gamle drenge, som Dean Martin eller Frank Sinatra, og vil prøve sig frem med en romantisk aften med damen, så er god mad, rødvin og Mondo Cane et glimrende valg.