En fantastisk start på karrieren kan hurtigt blive et problem. De fleste kunstnere har altid haft svært ved at kunne efterkomme hypen omkring deres musik, og oftest er senere plader et stilskifte og et prøvet bevis på at man er andet end en døgnflue. Det falder som regel til jorden, og dette kan man også sige om Deftones, som om nogen har haft svært ved at følge op på deres tidligere succeser.
Bandet har haft et årti til at bevise at deres mesterlige tredje album, White Pony, ikke bare var en enlig svale, men Deftones har haft svært ved at holde fans og kritikere interesserede. Deres musiske stil har ikke ændret sig meget, men hvor det dengang var nyskabende, er det nu bare en smule fortærsket og kedeligt.
Diamond Eyes er deres tredje album siden White Pony og selvom det bestemt er det bedste siden, så er det heller ikke mere end det. Der er stadig langt op til hovedværket, men bandet er i det mindste gået i den rigtige retning, og det er ikke svært at blive revet med af en masse lyttevenlige sange. Sangene holder et hæderligt bundniveau, selv om der ikke er nogen direkte klassikere. Der er mange forskellige lytteoplevelser og bandet formår fint at balancere på kanten mellem metal og en mere rocket lyd, som vi også har oplevet det fra Linkin Park.
Lyden er blevet en smule mere elektronisk. Ikke at det gør noget, for jeg elsker elektronisk musik, men det virker på denne plade en smule letkøbt, og hvis det ikke er eksekveret ordenligt, så falder den slags til jorden med et brag. Forsanger Chino Moreno har altid været bandets es. Med sin drømmende og hypnotiske vokal kan han ofte få et nummer til at fungere ene mand, men i denne omgang virker det en smule forceret. Han nærmest overspiller sin vokalrolle en smule, og det bliver for gennemtrængende.
Når Diamond Eyes ikke prøver for meget, så er det faktisk en ganske hæderlige plade. Beauty School genskaber magien ved nu-metalen, og er simpelthen albummets bedste nummer. This Place Is Dead kræver en del gennemlytninger før man indser at strukturen er fuldstændig fabelagtigt produceret. Det opsummere egentlig albummet ganske fint. De kan udspille de fleste grupper i samme båd på mange måder. De er kreative, de er talentfulde, og deres ideer er oftest fantastiske. De har bare ikke fundet ud af at kanalisere dette ud på pladen, og derfor bliver det en smule middelmådigt.
Med et højt bundniveau og gode intentioner rammer vi dog lige over, men forvent intet mesterværk. Til fans kan man dog kun sige at det er det bedste album siden White Pony og det er i sig selv måske købet værd.