Vi skrev tidligere om Infamous 2 baseret på oplysninger fra Game Informer, nu er der dog kommet nyt frem i forbindelse med E3.
Efterfølgeren udkommer i 2011, og der loves en mere følelsesladet og personlig efterfølger. Vi kommer til at besøge en ny by og også en lidt anderledes Cole MacGrath.
Handlingen denne gang kredser om en ny fjende The Beast, som spreder skræk og rædsel i Empire City. Cole påbegynder et træningsprogram for at komme i form til at kunne klare denne nye fjende, og får i den forbindelse hul igennem til en ny superkraft, en minitornado kaldet ionic vortex. Som tidligere nævnt bliver Cole også bedre til nærkamp ved samme lejlighed.
Karma-systemet bliver finpudset, bosserne vokser og kameraet bliver bedre. I morgen ved vi ganske sikkert meget mere om det kommende Infamous-spil.