Dansk pop har på det seneste nydt stor succes i udlandet. For eksempel har Medina, Alphabeat og Infernal haft pæn succes i bl.a. England. Nu forsøger Anna David sig med en plade på engelsk, som er rettet mod dansegulvene og radiostationerne i udlandet.
Anna David er efterhånden ved at være et velkendt navn for de fleste danskere, først med girl-power-gennembruddet Fuck Dig, og senest som skærmtrold i TV2s Vild Med Dans, og Store Drømme, og som sangskriver for pigegruppen Sukkerchok. Og nu kommer hun altså med sin første plade på engelsk, Music Is Taking Over.
Fra første nummer virker det som om, at Anna David har fået at vide, at hun skal forsøge at lyde lidt mere som internationale stjerner, som fx Lady Gaga, Britney og Rihanna. Og det gør hun også sit bedste for. Problemet er bare, at hun forsøger lidt for meget at lyde som dem alle sammen på en gang, og det lykkes aldrig helt for hende. Dertil kommer, at teksterne er af en utrolig lav standard, til tider på grænsen til det pinlige.
På Your Karma's Black As The Night synger hun fx "Digging in the dirt, will only make you dirter". Men på den anden side, mange skandinaviske bands har jo haft pæn succes i udlandet på trods af ringe tekster. Problemet er bare, at de dårlige tekster bliver parret med beats og effekter, der lugter langt væk af plastic, og det skaber et meget skidt helhedsindtryk.
Dele af Music Is Taking Over vil dog utvivlsomt gøre sig godt på The Voice og diskoteker rundt om i landet. Førstesinglen BOW (for the bad girls) fungerer udmærket som dansegulv-hit, og på balladen Mona Lisa Smile, der i øvrigt lyder lidt som Fergies Big Girls Don't Cry, er Anna David ret overbevisende. Disse to sange kunne nemt blive pæne download-hits.
I det hele taget redder de sidste numre pladen, og viser at Anna David er bedst, når hun dropper alle effekterne. De dårlige tekster og den plastic-agtige produktion trækker dog voldsomt ned, når man lytter til Anna David derhjemme onsdag eftermiddag, frem for et diskotek lørdag nat.